Deutsch English

Pik Lenin 7134m.

- juni-juli 1992 -

Min første "rigtige" ekspedition! Efter bjergture i Norge, klatring på broer o.l. i Danmark, alpine kurser i Schweiz og selvstændige bestigninger af 4000´er i Schweiz - med appetiten skærpet efter læsning af bøger om bjergbestigning og efter foredrag og snak med bl.a. Reinhold Messner og Hans Kammerlander - så MÅ man da få lyst til selv at prøve det! Takket være vores medlemsskab i Den schweiziske Alpinistklub og vores klubblad lykkedes det så at komme med på en ekspedition til Pik Lenin i sommeren 1992.

Geografi:

Pik Lenin er en del af Pamir bjergkæden, der sammen med Tien Shan,Karakorum, Himalaya m.v. dækker Asien i et bredt bånd fra vest til øst. Pik Lenin ligger i Kirgisien, en af de tidligere Sovjet republikker. Man kommer dertil med fly over Moskva til distrikshovedstadet Osch. Derfra 10 timers kørsel med lastbil først ad hovedvej, så grusveje og til sidst gennem botanikken til basislejren Atschik Tasch, som ligger i 3800 meters højde i en vidunderlig smuk dal.

Her er nogle landkort: Pik Lenin

Bjerget:

Pik Lenin er 7134 meter høj. Til sammenligning er verdens højeste bjerg Mount Everest 8848 meter.

Vi besteg bjerget som led i den internationale bjergbestigningslejr "Pamir 92". Denne lejr var arrageret flere år af den sovjetiske bjergbestigningsklub, i 1992 i samarbejde mellem den russiske og kirgisiske bjergbestigningsklub. Basislejren ligger på en eng, som i slutningen af juli bliver dækket af et hvidt tæppe af Edelweis og med udsigt til Pik Lenin og flere 5000 meter høje toppe. Lejren består af en lang fast træbygning med køkken, mødelokale og opholdsrum, en lille træbygning der fungerer som BAR, masser af rummelige 3 personers telte og - VILD LUKSUS - en sauna med tilhørende iskold sø!

Teamet:

Ruten:

Vores rute gik fra basislejren i 3800 meters højde op gennem dalen, over "Støvets Pas", ned og over en flod dannet ved afsmeltning fra en gletsjer (tungen lige i munden for ikke at blive revet med af strømmen), ned på Lenin gletsjeren og op ad den indtil den fremskudte basislejr i 4200 meters højde midt på gletsjeren. Her indrettede vi køkkentelt, lager og bekvemme sovetelte da vi flere gange ville komme tilbage for at hvile ud. Så gik det op ad nordvæggen til en lomme under nordgraten i 5200 meters højde hvor højlejr 1 blev lagt. Herfra gik det lodret (sådan føltes det i hvert fald!) op til højlejr 2 på nordgraten i 5500 meters højde. Over Pik Razdelnij (6148 meter) - for lige at bestige den også - eller senere "bare" rundt om toppen af Pik Razdelnij til højlejr 3 i passet mellem Pik Razdelnij og Pik Lenin i 6000 meters højde. Flere gange ned til den fremskudte basislejr for at hvile og hente forsyninger. På topdagen en pinefuld lang tur mod toppen, hele tiden narret af små fortoppe så man tror at NU er man der.

Forløbet:

Fra Zürich gik det med et flyskift i Moskva til Osch i Kirgisien. For mig var det første gang i et muslimsk, orientalsk land og alt var som taget ud af 1001 nats eventyr: Varmen, smilende mennesker, farvepragt, aktivitet. Selv om vi ankom kl.7 om morgenen blev vi allerede udenfor lufthavnen bænket om et bord med salater, friskt grønt, varm kylling og masser af frugt. Det var selvfølgeligt for megen mad tidligt om morgenen, men det blev et symbol for den glæde og venlighed vi blev mødt med under hele turen.

Derefter gik det videre med bus (os), lastbil (udrustningen) og jeep (militær eskorte p.g.a. optrækkende borgerkrig i nabolandet Tadsjikistan). Jeep´en fulgte os nu kun få kilometer, alt forblev roligt. Efter et enkelt stop ved et grøntsagsmarked (igen masser af venlige, snakkelystne mennesker - jeg har vist aldrig fået snakket så meget som på denne ekspedition, heldigt at jeg kunne lidt russisk) gik det videre på en 10 timers køretur, først ad asfalterede veje, så grusvej og til sidst over græssteppe til basislejren.

Efter at have indrettet os i basislejren afprøvede vi vores udrustning og startede vores akklimatisering med at bestige Pik Petrovskij (4829 meter). Alt klappede bortset fra at en kammerat måtte ned midt om natten med begyndende lungeødem. Vi som nåede toppen blev belønnet med en fantastisk udsigt. Selv i forhold til Alperne er alt STORT. Vi fik også et flot overblik på vores rute op ad Pik Lenin.

Tilbage i basislejren, en hviledag og så gik det løs til fods (os) og helikopter (udrustningen) mod den fremskudte basislejr, der lå på selve Leningletsjeren i 4200 meter. Her indrettede vi en komfortabel lejr med 4 mands telte og et køkken/udrustningstelt, da vi flere gange kom her tilbage for at hvile og hente mere udrustning. I modsætning til Himalaya, hvor man oftest har sherpaer til at hjælpe med at bære udrustning op samt kok og køkkendrenge, måtte vi her selv bære alt herfra og lave mad. Det er bare HÅRDT!

Højlejre 1, 2 og 3 blev anlagte efter hårdt slid, mange ture op og ned var nødvendige for at bringe telte, mad, gas, soveposer, liggeunderlag, isøkser, snespader osv osv op. Plads til telte skulle graves/hakkes ud af sne eller isskråninger. Alt dette under ekstreme vejrforhold. Hvis solen skinnede og der ingen vind var blev det VARMT - jeg fik brandvabler, hvor jeg ikke havde dækket et stykke hud. Hvis solen ikke skinnede var der snestorm. Vi blev faktisk lukket inde i lejr 1 i 21/2 dag af laviner og kunne hverken gå op eller ned. Når man kun kan ligge i sit telt og lytte til tordenen af lavineafgange, så er tiden LANG! Vi havde nu lagt vore lejre sikkert, så alt gik godt. I 1990 derimod var 44 mennsker dræbt af laviner på Pik Lenin massivet, i 1974 mistede den første rene kvindeekspedition 7 medlemmer - Pik Lenin er virkeligt ikke at spøge med. Uendeligt smukt er her derimod hvis man starter en opstigning midt om natten med fuldmånelys så man ingen pandelampe har brug for - bare stilhed bortset fra den frosne snes knasen under støvlerne. Eller hvis man går ud af teltet en stille nat uden måne og skyer og Mælkevejen bare strækker sit bånd tværs over himlen. Skønhed og ragnarok ligger SÅ tæt sammen!

Fra lejr 2 måtte Pik Razdelnij (6148 meter) overskrides for lige at kunne sige, at vi havde været der. Ellers gik ruten rundt om skulderen af Pik Razdelnij til pashøjden mellem Pik Lenin og Pik Razdelnij, hvor lejr 3 blev lagt. En smal grat med lumske snedriver ud over kanterne med 1800 meter lodret ned til Leningletsjeren, udsat hvis vinden stod på, men det eneste mulige sted.

På topdagen selvfølgelig igen snestorm, 2 uendelig lange stejlstykker, derimellem et plateau at krydse og så det sidste lange svagt skrånende stykke mod toppen, hele tiden narret af små fortoppe at NU, nej NU er vi der. Til sidst var der virkeligt ikke højere toppe omkring og så er man der: 7134 meter oppe. Lidt ned til pladsen for alle mindeplader, fotos 360° rundt som bevis - vel 20 minuter på toppen og så ned, for bestigningen er først lykkedes når man er uskadt helt nede igen. Efter 11 timer igen nede i lejr 3, sove, sove.

Næste dage nedtagning af alle lejre incl. ALT affald. Tilbage til basislejren, tilbage til de russiske og kirgisiske venner, tilbage til rigtig mad og friskbagt brød, tilbage til sauna med tilhørende bad i gletsjervands søen, tilbage til duft af jord og til en eng nu helt dækket af hvide Edelweis. Paradis.

Nu skal man jo ikke udfordre skæbnen, men efter et par dages ledigang i basislejren besluttede 2 kammerater og jeg lige at bestige et unavngivet bjerg i nærheden. Det kunne være gået galt på en stejl snevæg, men med lidt teknisk snilde og en hel del held fik vi dette bjerg besteget og målt til ca 5050 meters højde. Så havde vi også fået nok og blev i basislejren!

Hjemme igen:

Bjergbestigningsmæssigt blev det en kæmpemæssig succes: 12 af 16 deltagere på toppen af Pik Lenin; 1.ekspedition på toppen denne sommer; desuden Pik Petrovskij (4829m), Pik Razdelnij (6148m) og unavngivet (5050m) besteget.

Afhængigt af bjerget, af ens periode i livet, af ens sind så oplever hvert enkelt menneske det at stå på selve toppen forskelligt: Nogle kammerater græd af rørelse, andre triumferede. Jeg var så træt at jeg ikke husker nogen speciel følelse. Jeg var bare lettet over at nu gik det ned igen . Glæden kom først efter kys og lykønskninger af en russisk veninde i den fremskudte basislejr, så først gik det op for mig: Du har klaret det!

Det som er blevet tilbage efter ekspeditionen er 2 ting:

For det første erkendelsen at for at klare ekstreme situationer SKAL man holde sammen, SKAL man give sit bedste og skal man ARBEJDE til det FÆLLES mål . Man opnår INTET alene. Højst kan man bringe andre i fare. Dette vil vi også indse på samfundsmæssigt plan, vore børns generation har sikkert allerede indset det.

For det andet samværet med de russiske og kirgisiske bjergbestigere som blev venner med det samme p.g.a deres åbenhed og manglende fordomme. Til Angela og Nasigül for al vores tid sammen i basislejren og opdagelse af smukke steder i omegnen (så selv måltider blev glemt!), til Elena for stadig opmuntring og varme i lejren og på bjerget, til Jacline for fest, morskab, latter og Champagne, til chief Oleg og hans næstkommanderende Slava, til Svetlana vores liaison officer. Selv ved minus 20°C blev ekspeditionen mit livs varmeste oplevelse!