Pik Lenin 7134m.
-
juni-juli 1992 -
Min første "rigtige"
ekspedition! Efter bjergture i Norge, klatring
på broer o.l. i Danmark, alpine kurser i Schweiz
og selvstændige bestigninger af 4000´er i
Schweiz - med appetiten skærpet efter læsning
af bøger om bjergbestigning og efter foredrag og
snak med bl.a. Reinhold Messner og Hans
Kammerlander - så MÅ man da få lyst til selv
at prøve det! Takket være vores medlemsskab i
Den schweiziske Alpinistklub og vores klubblad
lykkedes det så at komme med på en ekspedition
til Pik Lenin i sommeren 1992.
Geografi:
Pik Lenin
er en del af Pamir bjergkæden, der sammen med
Tien Shan,Karakorum, Himalaya m.v. dækker Asien
i et bredt bånd fra vest til øst. Pik Lenin
ligger i Kirgisien, en af de tidligere Sovjet
republikker. Man kommer dertil med fly over
Moskva til distrikshovedstadet Osch. Derfra 10
timers kørsel med lastbil først ad hovedvej,
så grusveje og til sidst gennem botanikken til
basislejren Atschik Tasch, som ligger i 3800
meters højde i en vidunderlig smuk dal.
Her er
nogle landkort: Pik Lenin
Bjerget:
Pik Lenin
er 7134 meter høj. Til sammenligning er verdens
højeste bjerg Mount Everest 8848 meter.
Vi besteg
bjerget som led i den internationale
bjergbestigningslejr "Pamir 92". Denne
lejr var arrageret flere år af den sovjetiske
bjergbestigningsklub, i 1992 i samarbejde mellem
den russiske og kirgisiske bjergbestigningsklub.
Basislejren ligger på en eng, som i slutningen
af juli bliver dækket af et hvidt tæppe af
Edelweis og med udsigt til Pik Lenin og flere
5000 meter høje toppe. Lejren består af en lang
fast træbygning med køkken, mødelokale og
opholdsrum, en lille træbygning der fungerer som
BAR, masser af rummelige 3 personers telte og -
VILD LUKSUS - en sauna med tilhørende iskold
sø!
Teamet:
Fiorenzo
Dado |
CH |
|
|
Andre
Demartin |
CH |
|
|
Jeanne-Marie
Demont |
CH |
|
|
Marcel
Demont |
CH |
|
|
Peter
Edwards |
UK |
|
|
Pierre-Yvan
Guichard |
CH |
Ekspeditionsleder |
|
Eric
Isoz |
CH |
|
|
Martin
Luethi |
CH |
|
|
Maryse
Morel |
CH |
|
|
Jean-Luc
Passello |
CH |
|
|
Vassilij
Panassiuk |
Rus |
|
|
Gert Rasmussen |
Dk |
|
|
Daniel Schaerli |
CH |
|
|
Martin Streif |
CH |
|
|
Werner Wenger |
CH |
|
|
Ruten:
Vores rute
gik fra basislejren i 3800 meters højde op
gennem dalen, over "Støvets Pas", ned
og over en flod dannet ved afsmeltning fra en
gletsjer (tungen lige i munden for ikke at blive
revet med af strømmen), ned på Lenin gletsjeren
og op ad den indtil den fremskudte basislejr i
4200 meters højde midt på gletsjeren. Her
indrettede vi køkkentelt, lager og bekvemme
sovetelte da vi flere gange ville komme tilbage
for at hvile ud. Så gik det op ad nordvæggen
til en lomme under nordgraten i 5200 meters
højde hvor højlejr 1 blev lagt. Herfra gik det
lodret (sådan føltes det i hvert fald!) op til
højlejr 2 på nordgraten i 5500 meters højde.
Over Pik Razdelnij (6148 meter) - for lige at
bestige den også - eller senere "bare"
rundt om toppen af Pik Razdelnij til højlejr 3 i
passet mellem Pik Razdelnij og Pik Lenin i 6000
meters højde. Flere gange ned til den fremskudte
basislejr for at hvile og hente forsyninger. På
topdagen en pinefuld lang tur mod toppen, hele
tiden narret af små fortoppe så man tror at NU
er man der.
Forløbet:
Fra Zürich
gik det med et flyskift i Moskva til Osch i
Kirgisien. For mig var det første gang i et
muslimsk, orientalsk land og alt var som taget ud
af 1001 nats eventyr: Varmen, smilende mennesker,
farvepragt, aktivitet. Selv om vi ankom kl.7 om
morgenen blev vi allerede udenfor lufthavnen
bænket om et bord med salater, friskt grønt,
varm kylling og masser af frugt. Det var
selvfølgeligt for megen mad tidligt om morgenen,
men det blev et symbol for den glæde og
venlighed vi blev mødt med under hele turen.
Derefter
gik det videre med bus (os), lastbil
(udrustningen) og jeep (militær eskorte p.g.a.
optrækkende borgerkrig i nabolandet
Tadsjikistan). Jeep´en fulgte os nu kun få
kilometer, alt forblev roligt. Efter et enkelt
stop ved et grøntsagsmarked (igen masser af
venlige, snakkelystne mennesker - jeg har vist
aldrig fået snakket så meget som på denne
ekspedition, heldigt at jeg kunne lidt russisk)
gik det videre på en 10 timers køretur, først
ad asfalterede veje, så grusvej og til sidst
over græssteppe til basislejren.
Efter at
have indrettet os i basislejren afprøvede vi
vores udrustning og startede vores
akklimatisering med at bestige Pik Petrovskij
(4829 meter). Alt klappede bortset fra at en
kammerat måtte ned midt om natten med begyndende
lungeødem. Vi som nåede toppen blev belønnet
med en fantastisk udsigt. Selv i forhold til
Alperne er alt STORT. Vi fik også et flot
overblik på vores rute op ad Pik Lenin.
Tilbage i
basislejren, en hviledag og så gik det løs til
fods (os) og helikopter (udrustningen) mod den
fremskudte basislejr, der lå på selve
Leningletsjeren i 4200 meter. Her indrettede vi
en komfortabel lejr med 4 mands telte og et
køkken/udrustningstelt, da vi flere gange kom
her tilbage for at hvile og hente mere
udrustning. I modsætning til Himalaya, hvor man
oftest har sherpaer til at hjælpe med at bære
udrustning op samt kok og køkkendrenge, måtte
vi her selv bære alt herfra og lave mad. Det er
bare HÅRDT!
Højlejre
1, 2 og 3 blev anlagte efter hårdt slid, mange
ture op og ned var nødvendige for at bringe
telte, mad, gas, soveposer, liggeunderlag,
isøkser, snespader osv osv op. Plads til telte
skulle graves/hakkes ud af sne eller
isskråninger. Alt dette under ekstreme
vejrforhold. Hvis solen skinnede og der ingen
vind var blev det VARMT - jeg fik brandvabler,
hvor jeg ikke havde dækket et stykke hud. Hvis
solen ikke skinnede var der snestorm. Vi blev
faktisk lukket inde i lejr 1 i 21/2 dag af
laviner og kunne hverken gå op eller ned. Når
man kun kan ligge i sit telt og lytte til
tordenen af lavineafgange, så er tiden LANG! Vi
havde nu lagt vore lejre sikkert, så alt gik
godt. I 1990 derimod var 44 mennsker dræbt af
laviner på Pik Lenin massivet, i 1974 mistede
den første rene kvindeekspedition 7 medlemmer -
Pik Lenin er virkeligt ikke at spøge med.
Uendeligt smukt er her derimod hvis man starter
en opstigning midt om natten med fuldmånelys så
man ingen pandelampe har brug for - bare stilhed
bortset fra den frosne snes knasen under
støvlerne. Eller hvis man går ud af teltet en
stille nat uden måne og skyer og Mælkevejen
bare strækker sit bånd tværs over himlen.
Skønhed og ragnarok ligger SÅ tæt sammen!
Fra lejr 2
måtte Pik Razdelnij (6148 meter) overskrides for
lige at kunne sige, at vi havde været der.
Ellers gik ruten rundt om skulderen af Pik
Razdelnij til pashøjden mellem Pik Lenin og Pik
Razdelnij, hvor lejr 3 blev lagt. En smal grat
med lumske snedriver ud over kanterne med 1800
meter lodret ned til Leningletsjeren, udsat hvis
vinden stod på, men det eneste mulige sted.
På
topdagen selvfølgelig igen snestorm, 2 uendelig
lange stejlstykker, derimellem et plateau at
krydse og så det sidste lange svagt skrånende
stykke mod toppen, hele tiden narret af små
fortoppe at NU, nej NU er vi der. Til sidst var
der virkeligt ikke højere toppe omkring og så
er man der: 7134 meter oppe. Lidt ned til pladsen
for alle mindeplader, fotos 360° rundt som bevis
- vel 20 minuter på toppen og så ned, for
bestigningen er først lykkedes når man er
uskadt helt nede igen. Efter 11 timer igen nede i
lejr 3, sove, sove.
Næste dage
nedtagning af alle lejre incl. ALT affald.
Tilbage til basislejren, tilbage til de russiske
og kirgisiske venner, tilbage til rigtig mad og
friskbagt brød, tilbage til sauna med
tilhørende bad i gletsjervands søen, tilbage
til duft af jord og til en eng nu helt dækket af
hvide Edelweis. Paradis.
Nu skal man
jo ikke udfordre skæbnen, men efter et par dages
ledigang i basislejren besluttede 2 kammerater og
jeg lige at bestige et unavngivet bjerg i
nærheden. Det kunne være gået galt på en
stejl snevæg, men med lidt teknisk snilde og en
hel del held fik vi dette bjerg besteget og målt
til ca 5050 meters højde. Så havde vi også
fået nok og blev i basislejren!
Hjemme igen:
Bjergbestigningsmæssigt
blev det en kæmpemæssig succes: 12 af 16
deltagere på toppen af Pik Lenin; 1.ekspedition
på toppen denne sommer; desuden Pik Petrovskij
(4829m), Pik Razdelnij (6148m) og unavngivet
(5050m) besteget.
Afhængigt
af bjerget, af ens periode i livet, af ens sind
så oplever hvert enkelt menneske det at stå på
selve toppen forskelligt: Nogle kammerater græd
af rørelse, andre triumferede. Jeg var så træt
at jeg ikke husker nogen speciel følelse. Jeg
var bare lettet over at nu gik det ned igen .
Glæden kom først efter kys og lykønskninger af
en russisk veninde i den fremskudte basislejr,
så først gik det op for mig: Du har klaret det!
Det som er
blevet tilbage efter ekspeditionen er 2 ting:
For det
første erkendelsen at for at klare ekstreme
situationer SKAL man holde sammen, SKAL man give
sit bedste og skal man ARBEJDE til det FÆLLES
mål . Man opnår INTET alene. Højst kan man
bringe andre i fare. Dette vil vi også indse på
samfundsmæssigt plan, vore børns generation har
sikkert allerede indset det.
For det
andet samværet med de russiske og kirgisiske
bjergbestigere som blev venner med det samme
p.g.a deres åbenhed og manglende fordomme. Til
Angela og Nasigül for al vores tid sammen i
basislejren og opdagelse af smukke steder i
omegnen (så selv måltider blev glemt!), til
Elena for stadig opmuntring og varme i lejren og
på bjerget, til Jacline for fest, morskab,
latter og Champagne, til chief Oleg og hans
næstkommanderende Slava, til Svetlana vores
liaison officer. Selv ved minus 20°C blev
ekspeditionen mit livs varmeste oplevelse!
|