Fascination: Knut Hamsun.

Jeg vil begynde ved det spørgsmål, jeg oftes får stillet. Hvordan kan det være du er så utrolig fascineret af Knut Hamsun?

Det hele begynder i grunden ganske bagvendt, nemlig ikke ved hans romaner, for selv om jeg har været en meget ivrig læser hele mit liv, kendte jeg kun Hamsun, som ham der havde skrevet romanen bag filmen Sult. Men i 1994 blev mit liv forandret! ikke bare fordi jeg var rejst ned til Tyskland sammen med min mand, havde sluttet med mit arbejde, med politik, med Foreningen NORDEN, og befandt mig nu i et andet land, med et andet sprog og kultur rundt omkring mig!
Nej da mødte jeg Knut Hamsun. !!!!!!!
Først som en overskrift i en Norsk avis, der faldt jeg over en artikel, der gjorde mig meget nysgerrig. "Nazismen og Hamsun" hed den !!, da jeg altid har været meget intereseret i historie og politik, begyndte jeg at spørge mig lidt for, blandt norske venner. Hvad havde Hamsun dog lavet?, ud over at skrive nogle gode bøger.!!

Ingen huskede at han havde lavet noget specielt, men han havde jo holdt med tyskerne under krigen. Ja, men det var der jo en masse andre der også havde gjort, og det er da forlængst tilgivet og glemt!!

Jeg blev faktisk rigtig nysgerrig og ved et lykketræf fandt jeg i et antikvariat i Danmark, Thorkild Hansens "Hamsun - Prosessen", og den blev læst i hvert ledigt minut. Jeg blev dybt grebet af Thorkild Hansen måde at skrive på, i løbet af kort tid steg et billede af Knut Hamsun frem for mine øjne.

Den første bog jeg fik fat i var "Paa Gjengrodde stier", digterens digtning og beretning. Det var for mig som et under og mirakkel på jorden at i den vanskelige tid, med retsag, internering og udelukkelse, så kom ordene til ham igen som i hans bedste år. Det virker som om de i hans gamle trætte sind kom smygende som venner. De hadde så ofte gemt seg for ham, drevet ham nesten til vanvidets rand. Men han fandt dem - for en høj pris. De kom til ham nu da han næsten ikke kunne se at skrive dem ned. Med tømmerens brede blyant fik ordene igen liv, Han kunne næsten ikke se dem, men ordene fik mig til at se ham.

Altså er jeg kommet helt baglæns ind i den Hamsunske verden, men ind kom jeg og det er vist ingen hemmelighed at jeg aldrig har bevæget mig ud igen. dybt fascineret varede det ikke ret længe inden alle Hamsuns romaner befandt sig i mine reoler og blev læst i hvert ledig minut!! og jeg blev samler!

Jeg ville læse alle hans bøger, finde bøger om ham, om hans familie, kort sagt en ihærdig jagt i antikvariaterne gik i gang.

Lidt af et projekt må jeg sige, jeg var ikke på forhånd klar over at der var skrevet så meget om Hamsun, både bøger og artikler, en umulig opgave at samle bare lidt af mængden, men jeg gør mig de ihærdigste anstrengelser.

En bog af, eller oftest om Hamsun, har nu i flere år været en del af min bagage, jeg elsker at fortælle eller læse hele pasager højt, Gert er altid en tålmodig tilhører, der efter at han selv gik i gang med at læse alle Hamsuns værker fra en ende af, giver nogle gode diskussioner, da han ofte får øje på nogle andre nuancer end mig.

Jeg er forbløffet over så mange og forskellige bøger der er skrevet om Hamsun, en ting fandt jeg hurtig ud af, han var umulig at pladsere i en bestemt bås, eller med en bestemt holdning, selv om mange prøver. Der ligger så mange lag i hans digtning og liv, måske er det en af grundende til at han stadig fascinerer os så meget. Her er et par af mine ynglingshistorier:

I en beretning fra Segelfoss tidende 1957, kan man bla læse følgende.
FRA KNUT HAMSUNS UNGDOM
I et tysk verk om Hamsun som nylig er sendt ut står ved et fotografi: "Strasse bei Mjøsa". Og teksten forteller om Hamsun som veiarbeider på Skreia-siden av Mjøsa. Videre at det var i denne tiden han traff "seinen späteren Freund und Helfer in vielen Nöten Nils Frøsland. - Frøsland streckte ihm Geld für seine erste Reise nach Amerika vor."
Det er Johan Filseth vi kan takke for at det er oppbevart så pass mange oplysninger om Hamsun i denne interesante periode.
Under første verdenskrig, og før Hamsun fikk Nobelprisen, skrev Filseth om Hamsun på Toten. I Aftenposten 5 februar 1916 sto således.
(Her følger en lang interesant beskrivelse, men jeg vil især fremhæve dette lille afsnit der foregår i 1881.)
I julen hadde jeg bestemt meg for å besøge min gamle mor på Frøisland, og jeg spurte Hamsun om han hadde lyst å slå følge. Det ville han gjerne, og i det prektigste vær og føre hadde vi en storartet sledereise.
På Frøisland ble alle inntatt i Hamsun, og særlig var mor begeistret for ham. I et selskap hvor flere var samlet, ba jeg ham deklamere et eller annet for oss.
"Hvor skal jeg anbringe meg da?" spurte han.
"Stig opp på skamlen her," sa jeg, og det gjorde han.
Så leste han "Terje Vigen", så tårene piplet frem i mange kvinneøine.
Her er et par af de sidste vers.

Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem;
de rysted hans hånd til farvel og guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb,
for frelsen fra sjøgang og skær;
men Terje strøg over barnets slæb:
"nej, den som frelste, da værst det kneb, det var nok den lille der?" - -

Da yacten drejed for Hesnæs-sund,
den reiste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund, -
der gav den det glatte lag.
Da tindred en tåre i Terjes blik;
han stirred fra hejen ud:
"stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Bedst var det,kanhænde, det gik som det gik,-
og så får du haè tak da, Gud!"

Jo Hamsun kunne nok sin Ibsen!

Just Bing har i Samtiden 1904 en lang og interesant artikkel om Hamsun.
Der faldt jeg over disse her ord.
At være forfatter er for Knut Hamsun ikke bare en kamp, men ogsaa en fægtning, en angrebets og pareringens kunst og fest. Publikum er altid usynlig tilstede hos ham, som modstander; det æglende, det paradokse, det haarreisende, det pludselige, det sære - det er drivhjulene i hans kunst; raffinementer er hans anden natur, og med en fægtemesters altid parate færdighed driver han os over til at se at den dybe sandhed just ligger i det meningsløse, og at det blotte tilfælde er livets store lov.
En saadan kunst maa tage alle de fem sansers yderste evner i sin tjeneste og ud i de mindste iagttagelser og de vageste fornemmelser skabe følelsesværdier. det falder Hamsun ganske naturlig at lade Løjtnant Glahn blive rørt over det jomfruelige udtryk i Edvardas tommelfingre og rødme af kærlighed til maanen. Har Hamsuns mennesker et irritabelt point d'honneur, har de ikke mindre irritable nerver. Og det er som hans kunst i kampens hede saa let kommer til at se det individuelle netop i det, som afviger fra det normale.
Men aldrig falder det Hamsun ind at gjøre sine mennesker kjendelige som typer for visse samfundsklasser eller kredse, eller give dem noget præg af deres tid. de er uafhængige af tid og sted; hans kunst kjender ingen lokalfarve, fordi det kun er ham om at gjøre at skildre dem som mennesker, som typer for de forskellige slags menneskeværd. Saa sær, saa med vold og magt anderledes end alle andre, saa slig som ingen uden jeg i hele verden vil være, er han dog mere end nogen af vores yngre forfattere almenmenneskelig i sin tendens; saa besynderlig disse hans besynderlige mennesker er skildrede, kræver han dog for skildringen en almenmenneskelig gyldighed.

GUDS MUMLEN MELLEM TRÆERNE:
Om Knut Hamsun af Præsten og forfatteren Johannes Møllehave i sin bog "Læsehest med gåseøjne fra 1981.
Da man ville prøve den 87-årige Knut Hamsuns åndsevner, stillede man ham nogle skriftlige spørgsmål. Han var stokdøv og næsten blind.
Et af spørgsmålene lød: Hvad er forskellen på et barn og en dværg? Hvis de ikke kender Hamsuns svar, så prøv et øjeblik at tænke over, hvad de ville svare.
Jeg syntes det var skarpsindig svaret af Knut Hamsun, jeg var aldrig kommet på det. Han skrev: alderen
Man spurgte ham om Napoleons årstal. Dem kunne han. Så spurgte psykiateren, som hed Langfeldt: "Tror de på gud?"
Knut Hamsuns svar lød" "Af guds nåde går jeg nu i mit 87. år her på jorden".
Ude i marginen til dette svar skriver psykiateren, at svaret ikke er adækkvat (ikke korrekt, ikke brugbart, ikke noget svar på spørgsmålet).
Det må blive psykiaterens afgørelse. Hans konklusion lød som bekendt, at Hamsun havde varigt svækkede sjælsevner.
mens sagen stod på skrev Hamsun sin, efter min opfattelse, bedste bog - for at ærgre psykiatrien, sagde han selv.
Hamsun havde aldrig haft noget til overs for psykiatrien som videnskab. Han kunne nok finde fine latinske navne for tilstande og typer, men "der er også følelser i brøk, der er brøkfølelser, et ubevidst, endnu i dag næsten utolket sjæleliv til. Hvor han vidste det fra? Han havde gået om i Kristiania og sultet - "denne by som ingen forlader uden at få mærker af den". Og han kunne notere, at "den fattige intelligente er en langt finere iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig om for hvert skridt han tager, lytter mistænksomt til hvert ord han hører af de mennesker han træffer; hvert skridt han selv tager stiller således hans tanker og følelser en opgave, et arbejde. Han er lydhør og følsom, han er en erfaren mand, hans sjæl har brandsår".
At læse Sult eller Pan er at blive præsenteret for disse følelser i brøk - Thomas Glahn sidder i en båd med sin elskede Ecvarda og sin rival: "I et helt kvarter var jeg ikke til for hende, Da gjorde jeg noget jeg angret på og endnu ikke har glemt. hendes sko faldt af foten, jeg grep den og slængte den langt bortover. - Det var en trang til at gøre mig gældende og minde hende om, at jeg var til - jeg ved det ikke".
Det er en brøk-følelse. værre og mere uforglemmelig er det øjeblik, hvor han af ærgelse over rivalen som halter, finder på at skyde sig i foden med sit jagtgevær.
Kendte psykitrien brøkfølelserne? For Hamsun lod de sig kun skildre gennem kunsten, disse "tankens og følelsens vandringer i det blå, de skridtløse, sprogløse rejser med hjernen og hjertet, sælsomme nervevirksomheder, blodets hvisken og benpibernes bøn, hele det ubevidste sjæleliv".
Ja, og så siger det overhovedet ikke noget om Knut Hamsun, for ham må man læse. Enhver gengivelse af indholdet er en forvrængning, med mindre man citerer ordret - manden er stilen og stilen er manden i en grad som hos næsten ingen anden digter:
Jeg havde gerne skrevet de næste par sider af, men det bliver for langt, en ting må dog med til slut, nemlig denne pasage hvor Hamsun hentyder til Langfeldt.
"Han kan sikkert sine ting.Men det var noget andet end dette som forelå.
Hvad dette andet var kan kun siges gennem en bog, Hamsuns mærkeligste Paa gjengrodde stier. Den hører til de bøger, jeg læser en gang om året. Den handler om den gamle døve og halvblinde Hamsun. Men den handler også om alderen, om at være et menneske, som kun har en servante og en seng. Om at være olding med udsigt til kirkegården. Man kan ældes som Kong Lear - og man kan ældes som Hamsun. Der er en humor, der forsoner ham med det uundgåelige. Der er noget der ligner - nej er - taknemmelighed over livet, selvom det næsten ikke kan kaldes et liv længere. Han går ture og skriver: "Der var trær og stener jeg kjendte igjen, og jeg skjønte det var en venlig susning omkring mig, enda jeg var døv og ikke hørte den mere".
Denne susen den er god nok, selvom den ikke opfattes af øret længere, Guds mumlen mellem træerne."

Da jeg bor i Tyskland har det været nærliggende for mig også at søge efter artikler og bøger skrevet hernede. Tænk allerede i 1907 har Kurt Rotermund skrevet en bog om Hamsun, den har jeg nu ikke fundet, men jeg ejer den næste fra 1910 af Carl Morburger. Mine reoler er et bugnende vidnesbyrd om en efterhånden omfattende samling.

Nørholm .

Den næste ferie i Norge førte mig forbi Nørholm, Hamsuns hjem fra 1918 og til hans død. Det ejes i dag af et barnebarn Victoria, og er utrolig velholdt og flot. jeg stod udenfor smedejerns hegnet og forestillede mig livet derinde på Hamsuns tid, digterstuen, der lå i al sin ensomhed, og huset summende af liv. Jeg følte virkelig historiens vingesus hviske i træ kronerne. Her kommer Hamsun gående, standser, mumler hen for sig og skriver nogle ord ned på en lap papir
Et sted der ånder af historie. jeg følte næsten jeg svævede derfra, hvilken glæde at få lov at stå ved Hamsuns " Gjengrodde stier."

Digterstuen

I 1996 fulgte så en uges højskoleophold i Ry, med emnet Hamsun, hvilken inspiration at høre om og diskutere Hamsun, med andre ligesindede. Men jeg er sikker på at min familie og venner ofte smiler høflig og lyttende tænker, å er hun nu i gang igen.

Her fik jeg for første gang kendskab til, at der eksisterede et Hamsun- selskab i Norge, holder man af Hamsun, kan det varmt anbefales at blive medlem, jeg har haft utrolig megen glæde deraf.

Der holdes Hamsun - dage på Hamarøy hvert andet år i august, de var netop afholdt da jeg blev medlem. Men i 1998 deltog jeg , og det kan næsten ikke beskrives hvilken fantastisk oplevelse det var at opleve det Nordland, som Hamsun så ofte beskriver i sine romaner, selv om han kun boede der omkring 22 ud af sine 92 år, når man selv har oplevet det fantastiske ved lyset og luften, den enorme kraft og energi der er i blomster og træer i den korte men intense sommer, da forstår man bedre at det aldrig slipper en.

En del af Hamsun dagene er et litteratur-seminar, arangeret af Hamsun selskabet, rigtig et sted for Hamsun elskere at være, der er foredrag og diskutioner på livet løs, der er utrolig mange forskellige indgangsvinkler til Hamsun, men som en sagde til mig på seminaret, er man først spunden ind i den hamsunske verden, kommer man ikke løs igen.

I september 1999, deltog jeg så i Hamsun seminaret i Grimstad. Og senere er Dikterdagene i Lom kommet med ind i min verden, samt Hamsun-dage i udlandet. Alt sammen fantastiske oplevelser, der bliver forstærket af alle de mange herlige " Hamsun venner ", der udveksles nu tanker, artikler og bøger i stor stil, hver gang bliver man lidt klogere, men en ting er sikkert, man lærer aldrig Hamsun helt at kende, som jeg læste om ham et sted. Hver gang man tror at nu har man forstået Hamsun, er han gået forbi.

At forstå Hamsun er som at bestige bjerge, der er altid lige en top mere der skal bestiges.

En stor glæde er det at der nu er bygget et fantastisk spændende Hamsunsenter på Hamarøy, arkitekten Steven Holl har skabt en enestående bygning der blev indviet i 2009. Ligeledes en stor glæde at der nu er en byste af Knut Hamsun i Hamsunsenteret, den blev indviet 4 august 2011, og er lavet af Nico Widerberg.

Nej, da Hamsun udtalte at om 100 år er alting glemt , kom bestemt ikke til at stemme, men lur mig om han ikke selv inderst inde viste: Mine bøger lever! og er et stadig vidnesbyrd, om et geni, der i den grad kan fascinere os med sine ord og meninger.