Fascination: Knut Hamsun.
Jeg
vil begynde ved det spørgsmål, jeg oftes får stillet.
Hvordan kan det være du er så utrolig fascineret af
Knut Hamsun?
Det
hele begynder i grunden ganske bagvendt, nemlig ikke ved
hans romaner, for selv om jeg har været en meget ivrig
læser hele mit liv, kendte jeg kun Hamsun, som ham der
havde skrevet romanen bag filmen Sult. Men i 1994 blev mit liv forandret! ikke bare
fordi jeg var rejst ned til Tyskland sammen med min mand,
havde sluttet med mit arbejde, med politik, med
Foreningen NORDEN, og befandt mig nu i et andet land, med
et andet sprog og kultur rundt omkring mig!
Nej da mødte jeg Knut Hamsun. !!!!!!!
Først som en overskrift i en Norsk avis, der faldt jeg over en
artikel, der gjorde mig meget nysgerrig. "Nazismen
og Hamsun" hed den !!, da jeg altid har været meget
intereseret i historie og politik, begyndte jeg at
spørge mig lidt for, blandt norske venner. Hvad havde
Hamsun dog lavet?, ud over at skrive nogle gode bøger.!!
Ingen
huskede at han havde lavet noget specielt, men han havde
jo holdt med tyskerne under krigen. Ja, men det var der
jo en masse andre der også havde gjort, og det er da
forlængst tilgivet og glemt!!
Jeg
blev faktisk rigtig nysgerrig og ved et lykketræf fandt jeg i et antikvariat
i Danmark, Thorkild Hansens "Hamsun -
Prosessen", og den blev læst i hvert ledigt minut.
Jeg blev dybt grebet af Thorkild Hansen måde at skrive
på, i løbet af kort tid steg et billede af Knut Hamsun
frem for mine øjne.
Den første bog jeg
fik fat i var "Paa Gjengrodde stier", digterens
digtning og beretning. Det var for mig som et under og
mirakkel på jorden at i den vanskelige tid, med retsag,
internering og udelukkelse, så kom ordene til ham igen
som i hans bedste år. Det virker som om de i hans gamle
trætte sind kom smygende som venner. De hadde så ofte
gemt seg for ham, drevet ham nesten til vanvidets rand.
Men han fandt dem - for en høj pris. De kom til ham nu
da han næsten ikke kunne se at skrive dem ned. Med
tømmerens brede blyant fik ordene igen liv, Han kunne
næsten ikke se dem, men ordene fik mig til at se ham.
Altså er jeg kommet
helt baglæns ind i den Hamsunske verden, men ind kom jeg
og det er vist ingen hemmelighed at jeg aldrig har
bevæget mig ud igen. dybt fascineret varede det ikke ret
længe inden alle Hamsuns romaner befandt sig i mine
reoler og blev læst i hvert ledig minut!! og jeg blev
samler!

Jeg ville læse
alle hans bøger, finde bøger om ham, om hans familie,
kort sagt en ihærdig jagt i antikvariaterne gik i gang.
Lidt af et projekt
må jeg sige, jeg var ikke på forhånd klar over at der
var skrevet så meget om Hamsun, både bøger og
artikler, en umulig opgave at samle bare lidt af
mængden, men jeg gør mig de ihærdigste anstrengelser.
En bog af, eller
oftest om Hamsun, har nu i flere år været en del af min
bagage, jeg elsker at fortælle eller læse hele pasager
højt, Gert er altid en tålmodig tilhører, der efter at
han selv gik i gang med at læse alle Hamsuns værker fra
en ende af, giver nogle gode diskussioner, da han ofte
får øje på nogle andre nuancer end mig.
Jeg er forbløffet
over så mange og forskellige bøger der er skrevet om
Hamsun, en ting fandt jeg hurtig ud af, han var umulig at
pladsere i en bestemt bås, eller med en bestemt
holdning, selv om mange prøver. Der ligger så mange lag
i hans digtning og liv, måske er det en af grundende til
at han stadig fascinerer os så meget. Her er et par af
mine ynglingshistorier:
I en beretning fra Segelfoss
tidende 1957, kan man bla læse følgende.
FRA KNUT HAMSUNS UNGDOM
I et tysk verk om Hamsun som nylig er sendt ut står ved
et fotografi: "Strasse bei Mjøsa". Og teksten
forteller om Hamsun som veiarbeider på Skreia-siden av
Mjøsa. Videre at det var i denne tiden han traff
"seinen späteren Freund und Helfer in vielen Nöten
Nils Frøsland. - Frøsland streckte ihm Geld für seine
erste Reise nach Amerika vor."
Det er Johan Filseth vi kan takke for at det er oppbevart
så pass mange oplysninger om Hamsun i denne interesante
periode.
Under første verdenskrig, og før Hamsun fikk
Nobelprisen, skrev Filseth om Hamsun på Toten. I
Aftenposten 5 februar 1916 sto således.
(Her følger en lang interesant beskrivelse, men jeg vil
især fremhæve dette lille afsnit der foregår i 1881.)
I julen hadde jeg bestemt meg for å besøge min gamle
mor på Frøisland, og jeg spurte Hamsun om han hadde
lyst å slå følge. Det ville han gjerne, og i det
prektigste vær og føre hadde vi en storartet
sledereise.
På Frøisland ble alle inntatt i Hamsun, og særlig var
mor begeistret for ham. I et selskap hvor flere var
samlet, ba jeg ham deklamere et eller annet for oss.
"Hvor skal jeg anbringe meg da?" spurte han.
"Stig opp på skamlen her," sa jeg, og det
gjorde han.
Så leste han "Terje Vigen", så tårene piplet
frem i mange kvinneøine.
Her er et par af de sidste vers.
Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem;
de rysted hans hånd til farvel og guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb,
for frelsen fra sjøgang og skær;
men Terje strøg over barnets slæb:
"nej, den som frelste, da værst det kneb, det var
nok den lille der?" - -
Da yacten drejed for Hesnæs-sund,
den reiste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund, -
der gav den det glatte lag.
Da tindred en tåre i Terjes blik;
han stirred fra hejen ud:
"stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Bedst var det,kanhænde, det gik som det gik,-
og så får du haè tak da, Gud!"
Jo Hamsun kunne nok sin Ibsen!
Just Bing har i Samtiden 1904 en
lang og interesant artikkel om Hamsun.
Der faldt jeg over disse her ord.
At være forfatter er for Knut Hamsun ikke bare en kamp,
men ogsaa en fægtning, en angrebets og pareringens kunst
og fest. Publikum er altid usynlig tilstede hos ham, som
modstander; det æglende, det paradokse, det
haarreisende, det pludselige, det sære - det er
drivhjulene i hans kunst; raffinementer er hans anden
natur, og med en fægtemesters altid parate færdighed
driver han os over til at se at den dybe sandhed just
ligger i det meningsløse, og at det blotte tilfælde er
livets store lov.
En saadan kunst maa tage alle de fem sansers yderste
evner i sin tjeneste og ud i de mindste iagttagelser og
de vageste fornemmelser skabe følelsesværdier. det
falder Hamsun ganske naturlig at lade Løjtnant Glahn
blive rørt over det jomfruelige udtryk i Edvardas
tommelfingre og rødme af kærlighed til maanen. Har
Hamsuns mennesker et irritabelt point d'honneur, har de
ikke mindre irritable nerver. Og det er som hans kunst i
kampens hede saa let kommer til at se det individuelle
netop i det, som afviger fra det normale.
Men aldrig falder det Hamsun ind at gjøre sine mennesker
kjendelige som typer for visse samfundsklasser eller
kredse, eller give dem noget præg af deres tid. de er
uafhængige af tid og sted; hans kunst kjender ingen
lokalfarve, fordi det kun er ham om at gjøre at skildre
dem som mennesker, som typer for de forskellige slags
menneskeværd. Saa sær, saa med vold og magt anderledes
end alle andre, saa slig som ingen uden jeg i hele verden
vil være, er han dog mere end nogen af vores yngre
forfattere almenmenneskelig i sin tendens; saa
besynderlig disse hans besynderlige mennesker er
skildrede, kræver han dog for skildringen en
almenmenneskelig gyldighed.
GUDS MUMLEN MELLEM TRÆERNE:
Om Knut Hamsun af Præsten og forfatteren Johannes
Møllehave i sin bog "Læsehest med gåseøjne fra
1981.
Da man ville prøve den 87-årige Knut Hamsuns
åndsevner, stillede man ham nogle skriftlige
spørgsmål. Han var stokdøv og næsten blind.
Et af spørgsmålene lød: Hvad er forskellen på et barn
og en dværg? Hvis de ikke kender Hamsuns svar, så prøv
et øjeblik at tænke over, hvad de ville svare.
Jeg syntes det var skarpsindig svaret af Knut Hamsun, jeg
var aldrig kommet på det. Han skrev: alderen
Man spurgte ham om Napoleons årstal. Dem kunne han. Så
spurgte psykiateren, som hed Langfeldt: "Tror de på
gud?"
Knut Hamsuns svar lød" "Af guds nåde går jeg
nu i mit 87. år her på jorden".
Ude i marginen til dette svar skriver psykiateren, at
svaret ikke er adækkvat (ikke korrekt, ikke brugbart,
ikke noget svar på spørgsmålet).
Det må blive psykiaterens afgørelse. Hans konklusion
lød som bekendt, at Hamsun havde varigt svækkede
sjælsevner.
mens sagen stod på skrev Hamsun sin, efter min
opfattelse, bedste bog - for at ærgre psykiatrien, sagde
han selv.
Hamsun havde aldrig haft noget til overs for psykiatrien
som videnskab. Han kunne nok finde fine latinske navne
for tilstande og typer, men "der er også følelser
i brøk, der er brøkfølelser, et ubevidst, endnu i dag
næsten utolket sjæleliv til. Hvor han vidste det fra?
Han havde gået om i Kristiania og sultet - "denne
by som ingen forlader uden at få mærker af den".
Og han kunne notere, at "den fattige intelligente er
en langt finere iagttager end den rige intelligente. Den
fattige ser sig om for hvert skridt han tager, lytter
mistænksomt til hvert ord han hører af de mennesker han
træffer; hvert skridt han selv tager stiller således
hans tanker og følelser en opgave, et arbejde. Han er
lydhør og følsom, han er en erfaren mand, hans sjæl
har brandsår".
At læse Sult eller Pan er at blive præsenteret for
disse følelser i brøk - Thomas Glahn sidder i en båd
med sin elskede Ecvarda og sin rival: "I et helt
kvarter var jeg ikke til for hende, Da gjorde jeg noget
jeg angret på og endnu ikke har glemt. hendes sko faldt
af foten, jeg grep den og slængte den langt bortover. -
Det var en trang til at gøre mig gældende og minde
hende om, at jeg var til - jeg ved det ikke".
Det er en brøk-følelse. værre og mere uforglemmelig er
det øjeblik, hvor han af ærgelse over rivalen som
halter, finder på at skyde sig i foden med sit
jagtgevær.
Kendte psykitrien brøkfølelserne? For Hamsun lod de sig
kun skildre gennem kunsten, disse "tankens og
følelsens vandringer i det blå, de skridtløse,
sprogløse rejser med hjernen og hjertet, sælsomme
nervevirksomheder, blodets hvisken og benpibernes bøn,
hele det ubevidste sjæleliv".
Ja, og så siger det overhovedet ikke noget om Knut
Hamsun, for ham må man læse. Enhver gengivelse af
indholdet er en forvrængning, med mindre man citerer
ordret - manden er stilen og stilen er manden i en grad
som hos næsten ingen anden digter:
Jeg havde gerne skrevet de næste par sider af, men det
bliver for langt, en ting må dog med til slut, nemlig
denne pasage hvor Hamsun hentyder til Langfeldt.
"Han kan sikkert sine ting.Men det var noget andet
end dette som forelå.
Hvad dette andet var kan kun siges gennem en bog, Hamsuns
mærkeligste Paa gjengrodde stier. Den hører til de
bøger, jeg læser en gang om året. Den handler om den
gamle døve og halvblinde Hamsun. Men den handler også
om alderen, om at være et menneske, som kun har en
servante og en seng. Om at være olding med udsigt til
kirkegården. Man kan ældes som Kong Lear - og man kan
ældes som Hamsun. Der er en humor, der forsoner ham med
det uundgåelige. Der er noget der ligner - nej er -
taknemmelighed over livet, selvom det næsten ikke kan
kaldes et liv længere. Han går ture og skriver:
"Der var trær og stener jeg kjendte igjen, og jeg
skjønte det var en venlig susning omkring mig, enda jeg
var døv og ikke hørte den mere".
Denne susen den er god nok, selvom den ikke opfattes af
øret længere, Guds mumlen mellem træerne."
Da jeg bor i
Tyskland har det været nærliggende for mig også at
søge efter artikler og bøger skrevet hernede. Tænk
allerede i 1907 har Kurt Rotermund skrevet en bog om
Hamsun, den har jeg nu ikke fundet, men jeg ejer den
næste fra 1910 af Carl Morburger. Mine reoler er et
bugnende vidnesbyrd om en efterhånden omfattende
samling.
Nørholm .
Den næste ferie i
Norge førte mig forbi Nørholm, Hamsuns hjem fra 1918 og
til hans død. Det ejes i dag af et barnebarn Victoria,
og er utrolig velholdt og flot. jeg stod udenfor
smedejerns hegnet og forestillede mig livet derinde på
Hamsuns tid, digterstuen, der lå i al sin ensomhed, og
huset summende af liv. Jeg følte virkelig historiens
vingesus hviske i træ kronerne. Her kommer Hamsun
gående, standser, mumler hen for sig og skriver nogle
ord ned på en lap papir
Et sted der ånder af historie. jeg følte næsten jeg
svævede derfra, hvilken glæde at få lov at stå ved
Hamsuns " Gjengrodde stier."
Digterstuen
I 1996 fulgte så
en uges højskoleophold i Ry, med emnet Hamsun, hvilken
inspiration at høre om og diskutere Hamsun, med andre
ligesindede. Men jeg er sikker på at min familie og
venner ofte smiler høflig og lyttende tænker, å er hun
nu i gang igen.
Her fik jeg for
første gang kendskab til, at der eksisterede et Hamsun-
selskab i Norge, holder man af Hamsun, kan det varmt
anbefales at blive medlem, jeg har haft utrolig megen
glæde deraf.
Der holdes Hamsun -
dage på Hamarøy hvert andet år i august, de var netop
afholdt da jeg blev medlem. Men i 1998 deltog jeg , og
det kan næsten ikke beskrives hvilken fantastisk
oplevelse det var at opleve det Nordland, som Hamsun så
ofte beskriver i sine romaner, selv om han kun boede der
omkring 22 ud af sine 92 år, når man selv har oplevet
det fantastiske ved lyset og luften, den enorme kraft og
energi der er i blomster og træer i den korte men
intense sommer, da forstår man bedre at det aldrig
slipper en.
En del af Hamsun
dagene er et litteratur-seminar, arangeret af Hamsun
selskabet, rigtig et sted for Hamsun elskere at være,
der er foredrag og diskutioner på livet løs, der er
utrolig mange forskellige indgangsvinkler til Hamsun, men
som en sagde til mig på seminaret, er man først spunden
ind i den hamsunske verden, kommer man ikke løs igen.
I september 1999,
deltog jeg så i Hamsun seminaret i Grimstad. Og senere
er Dikterdagene i Lom kommet med ind i min verden, samt
Hamsun-dage i udlandet. Alt sammen fantastiske
oplevelser, der bliver forstærket af alle de mange
herlige " Hamsun venner ", der udveksles nu
tanker, artikler og bøger i stor stil, hver gang bliver
man lidt klogere, men en ting er sikkert, man lærer
aldrig Hamsun helt at kende, som jeg læste om ham et
sted. Hver gang man tror at nu har man forstået Hamsun,
er han gået forbi.
At forstå Hamsun
er som at bestige bjerge, der er altid lige en top mere
der skal bestiges.

En stor glæde er
det at der nu er bygget et fantastisk spændende
Hamsunsenter på Hamarøy, arkitekten Steven Holl har
skabt en enestående bygning der blev indviet i 2009.
Ligeledes en stor glæde at der nu er en byste af Knut
Hamsun i Hamsunsenteret, den blev indviet 4 august 2011,
og er lavet af Nico Widerberg.

Nej, da Hamsun
udtalte at om 100 år er alting glemt , kom bestemt ikke
til at stemme, men lur mig om han ikke selv inderst inde
viste: Mine bøger lever! og er et stadig vidnesbyrd, om
et geni, der i den grad kan fascinere os med sine ord og
meninger.

|