Se også reportagerne fra foregående år her.

Hamsun-dagene på Hamarøy 4.-10. august 2008.


Denne vej til Hamsuns rike!

Hvis Du har været på disse sider før, ser Du at det er 5. gang at vi nu beretter fra Hamsun-dagene i Hamarøy. "Jamen, bliver disse dage ikke ens?", kunne man spørge. Nej, Nej! Hvert år er anderledes! Selv om Hamsun-dagene i Hamarøy har fundet sted hvert andet år siden 1982, er der hele tiden nye oplevelser, nye mennesker at møde...Og i år er der ikke 2 år til vi igen mødes i "Æventyrlandet", nej, allerede næste år mødes vi igen til det store 150 års jubilæum med indvielse af Hamsun-senteret.

Og her er så starten på byggeriet! Af disse grusbunker vil vi til næste år se en bygning, som ikke "kun" er et museum, men i bedste betydning et senter, et centrum: Et levende sted som samler og inspirerer både Hamsun-entusiater, nybegyndere i Hamsun og mennesker, som bare kører forbi og bliver nysgerrige og "lige skal se hvad dette er". Her tales ikke kun til bogelskere, også til arkitektur-interesserede og mennesker, som bare synes om god byggeskik og nye ideer. Norge er vist ved at udvikle sig til et af de mest interessante steder for moderne arkitektur: Se sammenhængen fra de verdensberømte stavkirker og frem til Oslos nye opera, Atlanterhavsvejen, Oliemuseet i Stavanger, kystmuseet Norveg i Rørvik OG til Hamsun-senteret i Hamarøy. Jeg forudsiger, at Norge i nær fremtid bliver LANDET, som "man" må besøge, hvis man vil finde samtids- og fremtids-arkitektur. Og tænk, vi er så heldige, at have fulgt Hamsunsenteret helt fra fødslen!

Den som altid både festlige og højtidelige åbning fandt i år sted ved Knut Hamsuns barndomshjem i Hamsund. Og som altid skinnede solen under Hamsun-dagene! Der blev holdt taler af Arne André Solvang som vært på museet, af borgmester i Hamarøy og formand for Hamsunstiftelsen Rolf Steffensen, af fylkesråd for kultur og miljø Geir-Ketil Hansen fra Nordlands fylkeskommune, af Vigdis Moe Skarstein fra Nasjonalbiblioteket i Oslo som landsdækkende koordinator for 150 års jubilæet næste år og af Marianne Apold fra Hamsun-stiftelsen Hamarøy som organisator af Hamsun-dagene.

Alle talerne glædede sig selvfølgelig til de kommende dages arrangementer og festligheder og især over starten på byggeriet af Hamsusenteret. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. En katastrofal fejl er opstået i planlægningen af færgeforbindelsen til Lofoten. Denne forbindelse er skåret ned fra 11 afgange om dagen til 1 (sic!). Det er selvfølgelig økonomisk set helt uden fornuft først at bevilge et stor beløb til et moderne og prestigefyldt byggeri, som hele Norge kan være stolt af og som vil være en magnet for turismen i området og så samtidig fjerne den naturlige vej som turister må tage fra Hamsunsenteret til Lofoten. Det er en katastrofe for lokalbefolkningen både på fastlandet og på Lofoten, det er en katastrofe for industrien/erhvervslivet og det er til stor gene for os turister. Dette er helt åbenbart en fejl, som må rettes nu. Er man i tvivl om passagergrundlaget, så lad dog færgen sejle med de 11 afgange som vanligt og hvis der så efter f.eks 2 år er sket en markant nedgang i passagertallet, så kan man nedskære antallet af afgange, men først da!

De tunge skyer (i overført betydning) blev derefter spredt af engageret musik af de unge mennesker i Hamarøy Kultur- og Musikskole og af altid veloplagte Hamarøy teaterlag med en scene fra årets opsætning af Markens Grøde.


Rolf Steffensen Even Arntzen

Da åbningen af Hamsun-dage i år faldt på den 4. august, Knut Hamsuns fødselsdag, kunne vi straks spadsere op til Hamsun bysten og være med til den traditionelle kransenedlæggelse og høre nogle få men velvalgte ord fra borgmester Rolf Steffensen og Hamsun-Selskapets formand Even Arntzen.


Fylkesråd Geir-Ketil Hansen Arbejder af Linn K. M. Kalseth Professor Michael Schmidt og Anne Tømmerdal

Herefter var der åbning af årets kunstudstilling i Låven på Hamarøy bygdetun. Her vistes - bortset fra klipfisk :-) - originalarbejder i glas af Linn K. M. Kalseth med temaet Makt og Moral samt træsnit af Friedrich Karl Gotsch og Oskar Kokoschka med temaerne Hamsun. Epilog. og På gjengrodde Stier. Kunstudstillingerne var i år begrænsede til fordel for et udvidet litteraturprogram, men de private gallerier havde som sædvanligt spændende sager at vise frem.

Temaet for årets Hamsundage er "Makt og Moral". Med udgangspunkt i Knut Hamsuns liv og efterkrigstidens debatter skal der debatteres så vigtige og (desværre) alt for aktuelle spørgmål som Hvad er magt? Hvordan bruges - og misbruges magt? Og hvad sker der med mennesker som har magt eller som mister makt? Som det vil ses er der igen lagt op til engagerende dage.

Hamsun-dagene havde i år som sagt satset ekstra på litteratur og flere forfattermøder stod på programmet:

- Edvard Hoem og Sødersang, en aften hvor et forfattermøde, digtlæsning og koncert kom sammen.

- Forfatteren Rosa Ahmed blev interviewet af professor Siri Meyer. Her skulle Sigbjørn Skåden også have deltaget, men måtte melde afbud.

- NRK radio indspillede 2 programmer for Studio Sokrates med titlen: Hamsun, Jazz og Psykoanalysen. Musikalsk blev programmet indrammen af gruppen Ofotr. Også her var der totalt udsolgt, trods eksta stole. Programmerne kan stadig høres over internettet under: Knut Hamsun og psykoanalysen del 1 og Knut Hamsun og psykoanalysen del 2 .

- Å Gå (eller kunsten å leve et vildt og poetisk liv...) var titlen på en litterær vandring op til Trollvannet og Bjørndalsklubben med forfatteren Tomas Espedal

- Siri Meyer mødtes også med forfatterne Vigdis Hjort og Stig Sæterbakken

- Jam er ikke kun musik: Forfatteren Frank A. Jensen og kollegerne fra Nordnorsk forfatterlag mødtes i et litteraturjam med oplæsning.

Et af hjørnestenene under Hamsundage i Hamarøy er Hamsun-Selskapets litteraturseminar.

Seminaret blev i år åbnet af ordfører Rolf Steffensen og seminarleder, ordstyrer og formand i Hamsun-Selskapet Even Arntzen.

- Første foredrag blev leveret af altid veloplagte Nils Magne Knutsen. Her gik det om "Hans sjæl var både sort og hvit" og om magt og moralske dilemmaer hos Knut Hamsun.

Hamsun-Selskapets stipendie bliver altid uddelt under litteraturseminaret og prisvinneren i år blev den russiske litteraturviter og oversætter Eleonora Pankratova. Hun får prisen for sit utrættelige arbejde med nyoversættelser og nyudgivelser af Knut Hamsuns værker på russisk. Dette arbejde er i dag særdeles vigtigt, da det russisk-sprogede område traditionelt har været et af de steder, hvor Hamsuns popularitet har været størst og hvor man virkeligt har værdsat, genkendt og forstået Hamsuns persongalleri og hans univers. Derfor er det så vigtigt, at også den nye generation russere har adgang til Hamsuns værker. Hjertelig tillykke! til Eleonora Pankratova.

Derefter var der reception med servering på Hamsuns gård Skogheim og gensyn med masser af gamle Hamsun-bekendte og -venner, møde med nye Hamsun-interesserede, masser af snak og diskussioner om Hamsun og Hamsuns værker inden nogle af os skulle til aftenens midnatskoncert i haven på barndomshjemmet.

- Næste dag startede med et fantastisk godt og klogt foredrag af Wenche Rokkan Iversen fra Svolvær om "Om utroskap og seksualitet hos Hamsun".

- Derefter gik det videre med professor Per Fugelli fra Oslo med "Helsens mysterium. Hamsun som lærer i legekunst".

- Efter lunch tog professor Hans Fredrik Dahl, Oslo os med på "Nazisme og moral".

- sidste dag blev indledt af professor Stefanie v. Schnurbein, Berlin som (på perfekt norsk) fortalte om "Sultens økonomi. (A)moral og (av)makt i Sult".

- Debatten rundt en mulig Knut Hamsuns plass i Oslo, blev begået af Torgrim Eggen, Oslo i "Ikke nevn krigen!"

- Sidste foredrag på årets litteraturseminar blev et bogbad med Gerd-Liv Valla, Oslo: "Å ha makt - å miste makt".

Selv min rejseledsager måtte have det sidste indslag med og hvor blev dette indslag på samme tid både uhyggeligt og spændende. Uhyggeligt, da vi fik at se hvilke Kafka'ske cirkler et menneske kan blive drevet ind i, hvis en magtstruktur beslutter at udslette dette menneske. Her bliver netværk taget i brug med bevidste destruktive formål og disse netværk kan inkludere institutioner og faggrupper som alment anses for positive som for eksempel pressen eller sundhedsvæsenet (psykiatrien). Bogbadet blev samtidigt spændende, da vi så at en magtstruktur jo også består af mennesker og derfor ikke er naturlove, skæbne eller noget andet overmenneskeligt. Paralellelen mellem Knut Hamsun og Gerd-Liv Valla er jo slående! Men både Knut Hamsun og Gerd-Liv Valla har åbenbart formået på hver sin måde at beholde mennskelig værdighed på trods af disse oplevelser. Et flot samspil mellem Even Arntzen og Gerd-Liv Valla gjorde at bogbadet blev løftet langt ud over en personsag (uanset hvor ubehagelig den har været for Gerd-Liv) og løftet op på det principielle plan: Hvordan bruges magt og af hvem! Bogbadet blev honoreret med entusiatiske klapsalver og sørgede for diskussioner længe bagefter.

Impressioner fra litteraturseminaret:


(Ordfører Rolf Steffensen åbner seminaret; seminarleder Even Arntzen; Nils Magne Knutsen; Leif Hamsun og Eleonora Pankratova
Even Arntzen Leif Hamsun Nina Frang Høyum og Hans Fredrik Dahl; Per Fugelli; Stefanie v.Schnurbein; Gerd-Liv Valla og Leif Hamsun
Per Fugelli og Leif Hamsun; Stefanie v.Schnurbein PerFugelli og Ronald Altinius; Even Arntzen, Gerd-Liv Valla og Torgrim Eggen
bogbad med Even Arntzen og Gerd-Liv Valla)

Men Hamsundagene er ikke kun litteratur. Et overflødighedshorn af arrangementer fandt sted i løbet af denne intense uge. Åbningskoncerten fandt som vanligt sted i Hamarøy kirke, i år med Lill Lindfors og Ketil Bjørnstad, og kirken var stuvende fuld - ja, mere end fuld - man havde søgt dispensation hos brandmyndighederne for at skaffe ekstra pladser. Og de trofaste fans fik en fin koncert med god kontakt mellem kunstnerne og publikum og et udsøgt program med særlig vægt på smukke tekster af Edith Södergran. Ekstra applaus fik også Ketil Bjørnstad efter et formidabelt solonummer, en gudbenådet pianist er han.

Min rejseledsagers yndlingskoncert blev en aften i haven ved barndomshjemmet med Otto Henning Kjelstrup og Ivar Kolve trio. Utroligt stemningsfuldt og intimt, med smukke arrangementer hvor trioens orient-jazz toner indrammede og uddybede Otto Hennings rockprægede musik til Knut Hamsuns tekster. At Otto Henning selv er i familie med Hamsun og at han lod ældre familiemedlemmer fortælle - gennem båndoptagelser forstås - satte et ekstra krydderi på oplevelsen. Blot var kulden næste ikke til at holde ud, da solen var nået bag fjeldene - en mærkelig kontrast til de varme solrige dagtimer. Tak til kunstnerne, at I holdt ud og gav os denne smukke oplevelse!

En utrolig hyggelig aften blev det også under "Syng med" arrangementet på Hamarøy fiskecamping. Et veloplagt band af lokale kjendiser spillede for og publikum sang med. En rigtig livsbekræftende aften med et glas vin, et hyggeligt lokale, glade mennsker, masser af latter og seriøs snak ind imellem. Det er vel ikke det værste man har.

Hamarøy Teaterlag er en institution under Hamsundagene. I år havde man valgt at dramatisere Markens Grøde. Egenligt et vovestykke, da både Nasjonalteatret i Oslo og Juni Dahrs låveforestilling af Markens Grøde begge er blevet rost til skyerne. Teaterlagets scoop i denne sammenhæng var at gøre hele Hamsundagenes motto til det bærende element i stykket og gennem tableauer sætte lup på Makt og Moral (og magtens umoral!). Flot klaret af alle i teaterlaget!

Årets brag af en koncert var Åge Aleksandersen og Sambandets koncert i den stopfyldte Hamarøy hallen. I over 2 timer spillede de uden den mindste pause med et forrygende sceneshow for et begejstret publikum. 800 ellevilde fans - lige fra teenagere til fans på samme alder som kunstnerne selv - trængtes foran scenen, prøvede at få lov at røre musikerne, klappede og hujede og sang med på hvert eneste nummer - ældre som nye. Hvilken spilleglæde og hvilken energi dette band har! Ren, ægte og oprindelig rockmusik, jo publikum mærker straks når kvalitet og engagement er til stede som her! Årets koncert!


Åge Aleksandersen og Sambandet

Til slut må vi nævne blot NOGLE af de arrangementer, som vi ikke fik med da tiden slet ikke slog til:
Markedsdagene i Skutvik, Tranøy og Oppeid, skrivekursus for unge, kunstværksted for barn og unge, koncerten med Ida Maria (hun får en stor karriere i England netop nu og gav ifølge alle vi talte med en fantastisk koncert!), trubadurkveld med Dag Kajander og Kai Larsen, Lofotliv, litterær vandring i fjellet, uddeling af Augustprisen (kommunens initiativpris), ungdomsjam, litteraturjam, friluftsgudstjeneste ude ved tidevandsstrømmen Nes, bogbad for de mindste med Kod og Tod, koncerter på kunstgallerierne, guidede klatreture, sejlture til tidevandsstrømmen .... - undskyld til dem vi har glemt!

Tusind tak til alle på Hamarøy for nogle fantastisk dejlige dage. Vi ses (om ikke før) til indvielsen af Hamsunsenteret:

04. august 2009!


© Kirsten Hedvig Rasmussen www.hamsun.at