Se også reportagerne fra foregående år her. Hamsun-dagene på Hamarøy 2006. "Det begyndte å bli ingen nat, solen dukket såvidt skiven ned i havet og kom så op igjen, rød, fornyet, som om den hadde været nede og drukket" (Pan). Så har Norge igen fejret
sommeren med festivaler overalt i landet: Fra
jazz-festivalen i Molde, de klassiske
Bergen-festspillene, Peer Gynt spelat, Øya festivalen i
Oslo til Riddu Riddu - Europas vigtigste
urfolks-festival. Hvor mange festivaler, der er tale om
ialt er vel umuligt at gøre op, men over 200 festivaler
tilbyder musik med internationale og nationale navne.
Dertil kommer alle festivalerne med andre satsninger:
Litteratur, børn, drama, film, for ikke at glemme lokale
bygde-dage.... Nogle festivaler skiller sig ud: Min favorit er selvfølgelig Hamsun-dagene i Hamarøy! Her har man VISIONER, denne kommune langt nord for polarcirklen satser hvert år på URPREMIERER af bestillingsværk netop til Hamsun-dagene, den skaber produktioner som giver ekko nationalt, nogle gange internationalt. Hver gang optræder kendte kunstnere og udenlandske journalister er på plads sammen med norske aviser og radio/TV. Det er kun takket være et enormt solidarisk frivilligt arbejde af en stor del af kommunens indbyggere og entusiastiske organisationskommitteer at man overhovedet kan stable et så stort arrangement på benene. Hamsun-dagene på Hamarøy arrangeres hvert andet år - første gang i 1982 - og præsenterer et overflødighedshorn af kulturtilbud bygget på og omkring Hamsuns værker og opføres i det Nordland, dette midnatssolens land, som prægede Hamsuns egen digning livet igennem. Men læs hellere min reportage fra årets Hamsun-dage og få inspiration til selv at deltage næste gang! Årets Hamsun-dage startede den 29.juli, som sædvanligt i strålende solskin, med den traditionelle og værdige åbningsceremoni på pladsen mellem Kommunehuset og Hamsuns gård Skogheim. Der blev budt velkommen af arrangøren Hamsun-stiftelsen Hamarøys leder Asbjørn Hopland, Hamarøy Kommunes ordfører Jan-Folke Sandnes, fylkeskulturchef Stig Olsen og fylkesråd Geir-Ketil Hansen. Et centralt tema i talerne var vigtigheden af fornyelse, satsning på unge mennesker i Bygdenorge - et tema, som også gik igen i programlægningen af årets Hamsun-dage med tilbud specielt til unge. Desuden betonede alle selvfølgeligt vigtigheden af at de sidste bevillinger til det nye Hamsun-center på Hamarøy vedtages, så byggeriet kan startes og centeret tages i brug i 2009 ved Hamsuns 150 års jubilæum. Dette center vil uden tvivl skabe ringvirkninger og få indflydelse på udviklingen i hele distriktet fremover. Der er en stærk tradition for at Hamsun familien er representeret på Hamarøy, noget der kaster ekstra glans over dagene. Marianne Hamsun, Knut Hamsuns svigerdatter, Leif og Torgeir Hamsun, Knut Hamsuns børnebørn og Ann Christine og Joacim Hamsun, Torgeirs kone og søn var tilstede under dette års Hamsun-dage. Kunstneriske indslag kom fra
festivalfortæller Stein Elvestad som læste uddrag fra
"Victoria" - scenen hvor Johannes redder et
barn fra at drukne - og pianisten Rune Alver, som på
smukkeste vis indrammede hele ceremonien.
Kunstudstillingerne var i år
koncentreret på Skogheim, Bygdetunet og Grendehuset i
Hamsund. På Skogheim udstillede Frans Widerberg. Han
behøver vist ingen præsentation, hans kunst genkender
man nemt og glædes over de rene streger i klare blå,
gule og røde farver, hvor under mennesker, rener og
andre dyreskikkelser anes.
På Bygdetunet satsede man på unge nordnorske kunstnere i tråd med det overordnede koncept: at udvikle Hamsun-dagene ved at skabe rum for ung kunst og oplevelser til ungdommen. Grendehuset i Hamsund er blevet smukt renoveret og i forbindelse med et besøg i Hamsuns barndomshjem var det et ekstra plus med den fine udstilling med temaet "Kærlighed". Nyt var udstillingerne på Buvåg af patchwork - meget flot præsenteret blandt garn og fiskeredskaber i et gammelt bådhus - og Nordbygdens Forsamlingshus' udstilling af husflid/brugskunst. Også de faste gallerier havde selvfølgeligt særudstillinger under Hamsun-dagene: Hamarøy Galleriet centralt i bymidten, Hamsun Galleriet i butikken på Tranøy hvor Hamsun arbejdede som ung og Tranøy Galleri med den flotte arkitektur og den fantastiske udsigt mod Lofotvæggen- disse gallerier må man bare besøge. De er selvfølgeligt åbne også udenfor Hamsun-dagene!
Hamsun-dagene største satsning i år var uropførelsen af "En fløjte lød i mit blod". MiNensemblet og gruppen VocalART havde inviteret 4 komponister: Lars Skoglund, Helle Solberg, Bjørn Andor Drage og Helge Sunde til at skrive musik til Hamsuns digte og i regi af Ola Beskow og under ledelse af dirigent Øystein Jæger fik vi en fantastisk spændende oplevelse i Hamarøy kirke, hvor spændvidden af Hamsuns digte rigtig kom frem. Opsætningen var specielt tilpasset Hamarøy kirke med flot lysdesign og værket særdeles krævende! MiNensemblet og VocalART mestrede opgaven fremragende og publikum belønnede de optrædende med begejstrede stående ovationer. Hvor er det positivt, at moderne "klassisk" musik kan begejstre i den grad. Denne opsætning fortjener at blive vist rundt i landet! Tak til Hamsun-dagene at man her tør satse på nyskabelser af denne karat. Det er vist en tradition her åbenbart: En af min rejseledsagers største oplevelser er stadig uropførelsen af Svein Schultz' "Dvergmål" ved Hammerøyskaftet under Hamsun-dagene i 2002. Nok en opførelse fik urpremiere under disse Hamsun-dage. "I vintervinden" er en multidisciplinær forestilling, hvor Annika Lushin og Lars Skoglund sammen med danseren Nick Bryson kombinerer moderne dans med video, musik, lyd og oplæsning. Forestillingen er baseret på Hamsuns "Sult" og hele romanens ekstremer bliver her belyst med vore dages udtryksmidler. En meget indtrængende og voldsom - på trods af kun 1 danser på scenen - forestilling. Også her var publikum ovenud begejstret på trods af eller netop takket være det tunge stof. Her i Nordnorge er der både plads og grobund for svære og udfordrende opsætninger! Hvad gør man så, hvis der ikke er
plads til 80 musikere, et stort kor, solister OG publikum
i Hamarøy kirke - men man VIL vise Verdis "La
Traviata"? Man lader Minda Marie Fiskum,
John-Kristian Karlsen, Sigmund Aasjord og pianisten
Sergej Osadchuk opføre opføre hele operaen alene! De
kalder det en miniforestilling, men der var intet mini
over denne opsætning: Vi fik ALLE de store følelser,
hjerte-smerte, store stemmer - og følelserne nåede hver
krog af den stopfyldte Hamarøy kirke. Vi gik ikke glip
af en nuance i den mest klassiske af alle klassiske
kærlighedsdramaer. Hvor var det flot af de 4 kunstnere!
Her kunne vi glæde os over det væsentlige, nemlig de
fantastiske stemmer.
Totalt udsolgt var der selvfølgelig
også til koncerten med Mari Boine og band. Mari Boine er
jo utroligt kendt i udlandet, også i Tyskland hvor vi
bor, men det var første gang vi hørte hende live og vi
var noget spændte. Vejret var klart og piv-koldt (man er
vel i Nordnorge) og allerede fra første sang havde hun
alligevel fortryllet publikum. Selv vi, som ikke forstår
samisk sprog, forstod nok alligevel. Mari Boines musik
har måske rødder i samisk kultur og tradition, men det
hun laver er world music i bedste forstand. Sange som
Helligt Fjeld og Ørnebror gik ret ind! Der går en
utrolig udstråling fra det store lille menneske. Også
Svein Schultz og resten af bandet var helt på top og
stod ikke tilbage for noget. Og så var der alle de koncerter med
gode kunstnere på Hamarøys spændende og usædvanlige
spillesteder, som vi gerne ville have hørt, men som vi
ikke havde TID til: En fast tradition under Hamsun-dagene er Hamarøy Revy og Amatørteaterlags opsætning af et Hamsun stykke. I år fik vi "August og Pauline" og livet i Polden synliggjort. Professionelt teater er selvfølgelig godt, men det er hvert år en helt speciel fonøjelse at se hvilken iver og spilleglæde disse amatører lægger for dagen! I år var rollerne særligt godt fordelt: August, Pauline og i særdeleshed Edevart VAR simpelthen disse figurer! Flot arbejde! Stykket var i år vanskeligt med megen tekst men hele holdet serverede en herlig forestilling, som blev belønnet med fulde huse på alle opførelserne. Stort arbejde blev også leveret bag scenen og af manusforfatterne Terje Øien og Tore Hestbråten. Teaterlaget MÅ bare være med under Hamsun-dagene, det er et indslag vi på forhånd altid glæder os til. Det bliver spændende, hvad laget kan byde på ved de næste Hamsun-dage om 2 år.
Nyt i år var derimod
festivalfortælleren Svein Elvestad, som vi stiftede
bekendtskab med under åbningsceremonien. Han gik igen (i
mere end en forstand) i løbet af ugen: På den
traditionelle æven-tur i Prestegårdhaven læste Svein -
nej VAR Svein - "Et Spøgelse". Utroligt
stemningsfuldt i fakkelskær ved midnat at høre Hamsuns
fortælling på det sted hvor Hamsun selv havde boet og
med udsigt mod kirkegården, hvor der også var fakler
ved Hamsuns forældres grav.
Et sødt initiativ var det at lave en guidet vandring på "...den lange, lange stien ind i skogene", et projekt hvor eleverne i skolefritidsordningen ved Hamarøy Sentralskole har beskæftiget sig med "Markens Grøde" og derpå selv lavet en gamme, figurer og infotavler i området, hvor Hamsun selv sad i en gamme og skrev. Ingen bymennesker - bortset fra Hamsun-læsere - ved sikkert hvad en gamme er: nu ved vi det. På Sentralskolen var en udstilling af fotos med tilhørende Hamsun tekster - også lavet at eleverne i dette projekt. Det var imponerende hvad disse 7-10 årige har fået ud af Hamsun. Det lønner sig virkeligt, når lærere har et sådant engagement som Sentralskolens! Vandringen blev til i samarbejde med Hamarøy Gjestegård, da Martin Pedersen også har fået opsat en gamme i området.
Nu må vi igen undskylde at vi ikke har
plads til at nævne alle de spændende tilbud der var i
ugens løb: Min rejseledsager var virkeligt ked af,
at der ikke blev tid til at deltage i dette års
August-seminar, et heldags seminar om udvikling i rurale
områder med foredragsholdere fra økonomer, forskere,
erhvervsfolk, rejseliv til reklamebranchen. Et enormt
vigtigt emne, da urbaniseringen jo fortsætter uhæmmet
over hele verden. Derved får jo ikke bare byerne
problemer, men mindre kommuner får svært ved spagat'en
mellem at opretholde et moderne serviceniveau og et
faldende indbyggertal. Og nu kommer vi endeligt til et af hjørnestenene i Hamsun-dagene, nemligt Hamsun-Selskapets litteraturseminar: Hamsun-Selskapets
litteraturseminar. Veier til Hamsun var overskriften på seminaret, bare titlen alene fik min fantasi igang, jeg ser Hamsun vandre rundt, ikke på en asfalteret vej, men en sti der bærer spor efter både dyr og mennesker, med sine små papirlapper i lommen, godt igang med at lade os slå følge med August, Nagel, Edvarda, Dagny, Johannes, Victoria og hele det galleri af personer der har givet vores liv nye impulser. At deltage er for mig hver gang det absolutte højdepunkt, altid utrolig spændende at kikke i programmet og se kendte og ukendte navne dukke frem, hvad nyt får vi nu at høre, hvilke indgangsvinkler og veje åbner sig nu ind til Hamsun. Jeg kender ingen der som Hamsun er til de grader ekstrem sårbar og samtidig ubegribelig selvbevist, det spænningsfeldt er for mig en del af det vi vanskeligt kan fatte ved ham og gør det så spændende at lytte til alle de veje der fører os bare lidt på sporet af hans digtning. Jeg giver som vanlig kun nogle stikord til emnerne i de fremragende foredrag, senere i år udkommer alle foredragene i en bog udgivet af Hamsun-selskabet, den kan varmt anbefales. (Er man medlem af Hamsun-selskabet får man den tilsendt som gave). Jeg havde gerne vist et foto af alle foredragsholderne, men, vanen tro, jeg er ikke nogen mesterfotograf, så det hjalp ikke med et nyt kamera, det er stadig mig der trykker på knappen, så jeg vil skåne jer for nogle af resultaterne. En varm fornemmelse i maven meldte sig da jeg steg ind af døren til Hamarøy hallen, jo Wenche og Jorun var på plads som altid.
Hamarøys ordfører Jan-Folke Sandnes bød os velkommen til Hamarøy, fremhævede litteraturseminaret som en bærebjælke i Hamsun-dagene. Citerede de nok så velkendte ord fra Hamsuns "Landstrykere". At høre ordene blive læst op på nordlandsk, er for mig en ekstra gave. "De pratet og prater i sitt forunderlige nordlandsspråk, der var mange påfallende ord. Det var ravgalt indtil kunst, men det uttrykte deres meninger."
"Spør nogen hvad kjærligheden er, da er den intet andet end en vind som suser i roserne og derpå stilner av. Men ofte er den også som et ubrytelig segl som varer for livet, varer til døden. Gud har skapt den av mange slags og set den vare eller forgå" Victoria. Her er vi alle samlet for at høre forskellige veje ind til Hamsun, men hvad er bedre end at begynde med Hamsun selv. Skuespilleren Stein Elvestad læste en passage fra romanen "Victoria", samt viste en 5 minuters film hvor han selv og en flue var hovedpersoner! Jo, da kom starten på Hamsuns novelle Fluen straks op i hukommelsen, og stemningen var lagt... "Vort bekendtskab begyndte med, at hun kom flyvende indad mit aabne Vindu en Dag....." Formanden for Hamsun-selskapet Even Arntzen bød os derefter velkommen til et program der, som han påpegede, indeholder mange forskellige veje og meninger til Hamsun. Som man sidder der og lytter med glæde til Evens varme velkomstord til os alle, der tydelig viser en stor glæde ved at arangere et Hamsun-seminar, farer mine tanker til nogle kloge ord jeg har læst, denne gang ikke af Hamsun men af Barbara Tuchmann: "Bøkerne er bærere av sivilisasjonen. Uten bøker er historien stum, litteraturen målløs, vitenskapen lemlæstet, tanker og ideer fastfrosne"
Så var tiden kommet til aftenens foredrag, en oplevelse vi var mange der havde set frem til. Ingen kan som Nils Magne Knutsen føre os ind i den nordnorske og Hamsunske verden. Titlen på foredraget var "Den lange veien hjem: Hamsun og Hamarøy" og en ny bog "Knut Hamsun og Nordland. Den lange veien hjem" lå i store stabler og ventede på os forventningsfulde købere. Her et lille citat fra både foredraget og bogen: "...Knut Hamsuns barndomshjem, utgangspunktet for et av vår tids store, internationale eventyr. Det er dit vi skal, men hvilken vei skal vi vælge? Som kjent går det mange veier til Hamsun, de fleste av dem grundig asfaltert med bindsterke verk og tung teori - vi har Karl Marx alle`vi har dr. Freuds boulevard, og ikke minst har vi den breie og populære sterkt trafikerte Biografigata...." Bogen kan iøvrigt varmt anbefales. Aftenen sluttede med champagne! og god Hamsun snak, nogle af os fortsatte den gode snak nede på Fiskecamping hos det utrolig gæstfrie værtspar Rita og Hans Petter Christensen. En ny dag og atter flot vejr! Dagens første foredrag blev holdt af den spændende billedkunstner Karl Erik Harr: "Om å illustrere Hamsun". Sammen med billeder til nogle af de 7 Hamsun bøger han havde illustreret, dryssede Harr smukke vers og ord over os, Harr er jo ud over at male også en fremragende skribent. Han fortalte at Hamsun havde været hans følgesvend hele livet. Vi fik et godt og interessant indblik i en kunstnerisk proces og fornemmede en stor glæde og samhørighed med Hamsun. Regissør Henning Carlsen, ja straks tænker man på Sultfilmen og det var da også det emne Henning Carlsen fortalte os om. Hans emne hed: "Om å regissere Hamsun". Siddende på en stol uden manuskript, tog han os med tilbage til 1966, hvor Sultfilmen blev lavet. En varm og god oplevelse. Ja, han fik da nævnt at han også havde lavet filmen "Pan" men tiden fløj, så Pan blev pænt i kulisserne. Har nogle fået lyst til at høre Henning Carlsen fortælle, da er det mulig, køber man DVDen med Sultfilmen, får man 34 min. med hvor han fortæller om Sultfilmens tilblivelse. Forfatter Frank A. Jensen, Svolværd/Tysfjord: "Om mit eget forfatterskap og mitt forhold til Knut Hamsun". Frank fortalte levende og engageret om hvordan han var startet med at skrive og om sin opvækst i Kjøpsvik. Hvordan blive forfatter, jo først må man have føle at der er noget man vil fortælle. Vi var langt omkring, lige fra vigtigheden af at faktiske ting er korrekt, bla strømforhold i Vestfjorden til han som ung var Rolling Stones fan og citerede Hamsun, der var en del af popkulturen. "Der er mange som skriver om det norske Sprog og Retskrivningskomiteen nu om Dagen, Sakligheten og Spirrevippen, Løvland og Anathon Aall, Stortingsmænd og Professorer, Redaktører og Aktører. Næsten alle er enige om at vi skal ødelægge Sproget,....." Sådan starter Hamsun i 1918 i artiklen "Sproget i fare" Efter lunchen var vi klar til at lytte til et nyt spændende emne. Cand. philol. Jorun Nordmo, Tromsø: "Sproget i fare - Knut Hamsuns syn på Sprogbruk og Språkpolitikk". Her så vi pludselig Jorun i en lidt anden rolle, i stedet for at registrere og holde styr på alt det praktiske sammen med Wencke fik vi nu et fremragende foredrag om Hamsun som polemiker. Jorun gav flere eksempler på hvordan Hamsun kritiserede ikke indhold men sprogbrug i bøger og artikler. Snakken om dagens spændende foredrag gik levende videre nede ved bredden af Glimma på Fiskecamping alt imedens vi spiste en fremragende fiskesuppe og lyttede til god musik, fremført af Ronald Altinius og en ven, en fin afslutning på en intens dag.
En ny dag og en ny oplevelse. Cand.philol. Knut Michelsen, Oslo: "Ensom, lidende og genial - et blikk på hvordan den unge Hamsun fremstilles i flere biografier". En spændende gennemgang af dem der havde skrevet biografier, samt nogle af de myter der går igen i alle biografierne, henviste flere gange til Lars Frode Larsens grundige arbejde med at søge efter fakta, og hvem er ofte ude på at sløre eller lægge falske spor ud? Jo såmænd Hamsun selv. Viste også en hel del billeder fra Hamsuns liv.
Herefter kom Jørgen Haugan på banen, med et foredrag som jeg så med stor forventning hen til: "Om å skrive Solgudens fall - kvaler, valg og bortvalg". Og jeg blev ikke skuffet. Jørgen tog udgangspunkt i et meget spændende emne, nemlig hvor hentede Hamsun sin inspiration og kraft til at skrive, gav flere eksempler på hvordan Hamsun omsatte følelser, der blev afbrudt og ikke omsat i handling, om til ord. "Indian summer, indian summer. Stierne lå som bælter ind gjennem den gulnede skog, en ny stjærne kom hver daf, månen skimtedes som en skygge, en skygge av guld dyppet i sølv..." Pan Så var tiden kommet til den sidste taler. Professor Erik Østerud, Trondheim: "Glahn i Arkadia - en lesning av Pan gjennem myter". Her fik vi mange eksempler på psykologien i Pan, ja der er rigtig mange veje og stier der fører til en øget forståelse af Hamsun og hans enestående digtning.
Efter lunch var der udflugt, der denne gang bragte os til Kråkmo. Vi myldrede ind i bussen og så alle frem til at nyde det smukke landskab undervejs, i Innhavet kom Inger Kråkmo ombord i bussen, søster til Per Kråkmo. Hun fortalte på turen ud til gården lidt om hvordan man før vejen blev anlagt kom sig frem fra Hamarøy. Det er slet ikke til at forestille sig idag, hvordan det var at rejse dengang. Det foregik med båd til Tømmernesset, derefter skyss mellem de tre søer der er inden Kråkmotinden dukker op og gården ligger så smukt i skyggen under den vældige tinde. Det må have været et fantastisk inspirerende sted for Hamsun at bo i 1916, da han skrev på "Markens grøde"
Inger og Per Kråkmo viste gæstfrit huset og billeder frem, her billedet af Martine og Per Kråkmo, som var Hamsuns værtsfolk, og fortalte små anekdoter om den tid da Hamsun boede der. I det smukkeste sommervejr stod vi her på dette historiske sted, jeg havde næsten en fornemmelse af at Isak og Geisler pludselig kunne dukke frem fra skoven, jo fantasien er med i de Hamsunske spor. "Poteten, det var ligesom en ny frugt, det var intet mystisk ved den, intet religiøst, kvindfolk og børn kunde være med og få den sat, disse jordeplerne som kom fra fremmed land likesom kaffen, stor og herlig mat, men i slægt med næpen." Markens grøde. Tak til alle der har gjort det mulig for atter engang at rejse hjem med fornyet kraft og indgangsvinkler. Med lyst til atter engang at finde de kendte bøger frem, læse, og prøve at forstå bare lidt mere af et stort og genialt forfatterskab, samt mennesket bag det, Knut Hamsun. Og Knut Hamsuns fødselsdag, den 04.august, blev selvfølgelig fejret smukt og værdigt. Som sædvanligt mødte vi alle op ved busten i Hamsund, hvor Tove Karoline Knutsen talte om Hamsuns veje og veje til Hamsun og foredrog "Lad spille med Vaar over Jorden" og sidste strofe af "Skjærgaardsø" mens Pan selv fortryllede os med sin fløjte.
Oven i dette enorme program har vi haft tid til at nyde den fantastiske natur i Hamarøy kommune, vi har set havørne på fiskejagt, besøgt Hamsuns barndomhjem, vi har nydt kaffe og lokale specialiteter, vi har nydt vin og friskfanget fisk, men først og fremmest har vi nydt den enorme gæstfrihed og venlighed - indbegrebet af nordnorsk personlighed - som ALLE heroppe har vist os, mødt både nye venner for første gang og haft varme gensyn med de venner, som vi har delt flere års Hamsun-dage med og det var nok vigtigtst af alt! |
| © Kirsten Hedvig Rasmussen | www.hamsun.at | |