Foredrag 7 august 2005 i Garmo.

Mit liv i den Hamsunske verden!

I 1994 blev mit liv forandret! ikke bare fordi jeg var rejst ned til Tyskland sammen med min mand, havde sluttet med mit arbejde, med politik, med Foreningen NORDEN, og befandt mig nu i et andet land, med et andet sprog og kultur rundt omkring mig!
Nej da mødte jeg Knut Hamsun. !!!!!!!
Først som en overskrift i en Norsk avis, min nysgerrighed blev straks vagt, ved et lykketræf fandt jeg i et antikvariat i Danmark, Thorkild Hansens "Hamsun - Prosessen", og den blev læst i hvert ledigt minut.
Jeg blev dybt grebet af Thorkild Hansen måde at skrive på, i løbet af kort tid steg et billede af Knut Hamsun frem for mine øjne, ja sandelig også af Thorkild Hansen.
Det var som skete der noget for øjnene af mig, hvordan kunne det dog gå til!! enkelt fortalt: én fremragende stilist som Thorkild Hansen blev i den grad forført af en anden. Frem steg der et billede af et utrolig modsætningsfyldt sind. Her var der ikke tale om juridisk lærdom. at enhver sag har to sider, her var det en digter der viste sig, som ofrede alle andre hensyn for at trænge helt ind i sprogets inderste hemmeligheder for at erobre og finde det meningsfyldte, eller det modsætningsfyldte, men altid rammende ord. Jeg ved jo indtil overflødighed at "Prosessen mod Knut Hamsun" er omstridt, og fuld af klare fejl. Lad det være, det må andre strides om, om muligt til deres dages ende. Min fascination gælder og vil altid gælde - digteren, og forføreren, personen Knut Hamsun med alle sine særheder, og urimeligheder.

Den første bog jeg fik fat i var "Paa gengrodde stier", digterens digtning og beretning. Det var for mig som et under og mirakkel på jorden at i den vanskelige tid, med retsag, internering og udelukkelse, så kom ordene til ham igen som i hans bedste år. Det virker som om de i hans gamle trætte sind kom smygende som venner. De hadde så ofte gemt seg for ham, drevet ham nesten til vanvidets rand. Men han fandt dem - for en høj pris. De kom til ham nu da han næsten ikke kunne se at skrive dem ned. Med tømmerens brede blyant fik ordene igen liv, Han kunne næsten ikke se dem, men ordene fik mig til at se ham.

Altså er jeg kommet helt baglæns ind i den Hamsunske verden, men ind kom jeg og det er vist ingen hemmelighed at jeg aldrig har bevæget mig ud igen. dybt fascineret varede det ikke ret længe inden alle Hamsuns romaner befandt sig i mine reoler og blev læst i hvert ledig minut!! og jeg blev samler!

Var det en tilfældighed at jeg derefter læste Sult? måske, men det blev meningsfyldt fordi jeg oplevde hvor stærkt digteren Hamsun
havde fået tag i mig, han var til stede i sin bog, det var ham som sultede, som havde en stolthed i sin fattigdom som førte ham til den yderste grænse mod sultedøden, det var også ham som med sin lille blyantstump fik notert de ord ned som trængte gennem hans feberhede sind. Det var så stærkt at jeg næsten ikke kunne holde det ud, den bog blev læst i mange små bidder, alt imedens jeg kæmpede med en knude i maven.

I hvert ledigt øjeblik havde jeg nu fat i en Hamsun bog, efterhånden viste et klart billede sig for mig, jeg så Hamsun levende for mig i hver bog jeg læste. Pludselig forstod jeg hvorfor jeg ikke fandt Segelfoss bøgerne så fascinerende som alle andre beskrev! jo jeg læste da bøgerne som en utrolig spændende beretning om et samfunds udvikling, men jeg kunne ikke se Hamsun, jeg ledte og ledte men han var kun tilstede som en skygge.

Jeg ved ikke rigtig! det er så vanskelig at blive helt klar over hvad hans forførende kraft består af, nogle gange skriver han jo næsten de rene galskaber? Hvad skriver han ikke om markgreven, Isak, som var "en født Bærer, en Pram gjennem Skogene, aa det var som han elsket sit Kald at gaa meget og bære meget, som om det ikke at ha en Bør paa Ryggen var en lat Tilværelse..."
Hvordan så han så ud denne Isak med jernskægget. hvilket billede vokser frem for ens øjne ved beskrivelsen. "ikke det Spor søt eller nydelig, men tvært imot, og naar han talte, da var han jo ingen Tenor med Øinene mot Himlen, men litt dyrisk og grov i Røsten". Og senere læser man med forundring om dette sproglige vildmandsværk: "Isak med Jærnskjegget og den altfor rotvoksende Krop, han var som en gruelig Kværnkall, ja, han var som set gjennem en hvirvel i Ruten. Og hvem andre gikk med et slikt Opsyn i Ansigtet! Han syntes hvert Øieblikk at kunne slippe et slags Barabbas løs". Hvem tænker vel på hvordan en "rotvokst kropp" egentlig ser ud? Hvordan er i grunden et menneske skabt der ser ud som en kværnkall?
Men, nej, det hjælper ikke mig når den store illusionist leger med sproget, jeg har et klart billede af hvordan Isak så ud!
Og hvad med Hamsuns mærkelige tilstedeværelse i bogen! som han selv - selvironisk - udtalte: "Ja Markens Grøde, den var jo kunst. De andre bøkene var mer av mitt liv." Men se så om han ikke er til stede med sit liv også i denne bog" Eller er det bare mig som syntes at han nok er til stede i Lensmann Geissler, vandreren som ikke spiller med sordin, men som ordner, lægger til rette, som hersker over skæbner.

Og hvad gør han ikke med os i "Paa gjengrodde Stier"? Hjertet krymper sig for hvad han måtte igennem. Og alligevel tryller han åndeløse sætninger frem for vores undrende øjne, hvem andre kunne skrive disse sætninger: " Jeg har vist nævnt at den ene av vaare to unge Skjønheter, som sad og skrev Regnskap nedenunder, forlot os ifjor. Det var ingen av os som hadde Makt til at holde paa hende. Men nu er bokstavelig ogsaa den anden Skjønheden reist sin Vei og har efterlatt os her. det var et Svepeslag. Det er ingen Ting at gøre ved det, men det er like skammelig for det. De var begge saa flinke til at komme med Aviserne mine, og de efterlot sig et rødt Smil nedover hele Trappen naar de gik igjen. Men det er ingen av os som kan bebreide sig noget, vi gjorde alt vi kunde hos Damerne. Det er klart at vi yngre Mandspersoner som ikke engang ligger til sengs skulde hat en Chance, men saa kom jo, han paa 96 og stod op igjen og spolerte for os alle. Hvad skulde nu slikt være til! Der hadde han ogsaa reivet et tykt Uldbind flere Ganger om Halsen sin fordi det var litt rødt i det."

Hvor mange har ikke haft en stille skadefryd i sit sind over hans skildring af professor Langfeldt: "Jeg synes han er Typen på en Seminarist som er kommet tilbake fra Seminaret med al den boklige Viden han har hentet sig av Skolebøker og lærde Verker..." Så har han måske igen forført os til at glemme at skildringen af professor Langfeldt er en ren parafrase over beskrivelsen af rektor Oliver i Siste Kapitel - han som "kunde maale sig, topmåle sig med nesten hvemsomhelst og naar han aapnet Munden, maatte de andre tie".
Der er en uendelighed af lignende eksempler, men det kan føre mig på vildspor. For min facinasion af Hamsun har at gøre med noget ganske andet end forførelse. Nemlig at blive henført af en smidig, sproglig kraft uden sidestykke. .
Jeg tror det er muligt at finde en masse elementer i disse modsætninger i hans sind. Det man ser i skildring af personer og begivenheder, det kan vi jo alle finde ud af, det er straks vanskeligere at finde en dybere indsigt i Hamsun selv.
Ved læsning af biografier, breve, artikler ol. har jeg ofte siddet tilbage med en fornemmelse af hvor nuanceret Hamsuns syn på kvinder i grunden er ! ja det mener jeg altså, det er helt umulig bare at pladsere ham som en der ikke kunne lide moderne selvstændige kvinder, hov vil mange nu sige, det har han da ofte udtalt, ja det har han, men som med alt andet ved Hamsun, ham fanger man ikke! Leder man efter et reaktionært kvindesyn kan man finde utallige eksempler på det, men der er ligeså mange eksempler på det modsatte bare giv jer til at lede!!!

At jeg ikke var ene om min dybe fascination for Hamsun, åbenbarede sig snart i et væld af bøger og artikler.
Hør bare hvad danskeren Tom Kristensen skriver i 1966.
"Selv om man aldrig har hørt Knut Hamsuns stemme, er der saa tydelig en stemme i hans værk. Man syntes at høre den. Man digter sig til at høre den. Man aner, det er nordlandsk. For at karakterisere den skulle man analysere med stilistiske og filologiske instrumenter; men det er jo som at lægge blomster i pres. Hvad sker der nemlig i læseren, naar han i romanen "Mysterier" falder over sætningen: "Jeg hadde en ven, som blev forelsket i en ung dame; hun hette endda Klara" ?" ---------

Ja hvad sker der i os når vi begynder at lede efter hvad Hamsuns personer siger og hvad de skjuler, hos Hamsun er det altid begge dele.
Skal man lidt på sporet efter Hamsuns eget sind, er det vigtig at lede i hans ord i han specielle sproglige kraft, nogle gange brugt i en mægtig vrede over for alt og alle som gik ham imod, det er den ene side af ham, men jeg tror han er lige stærk i sin afmægtighed over for at befri sine nærmeste for sin uimodståelige trang til at dominere.
Jeg kender ingen der som Hamsun er til de grader ekstrem sårbar og samtidig ubegribelig selvbevist, det spænningsfeldt er for mig en del af det vi vanskeligt kan fatte ved ham.

Ikke om jeg tror man når frem til "Hamsun" ved "tilsyneladende at kunne alt" om ham, Hamsun giver sig ikke sådan lige til kende. Hans sind åbenbarer sig i hans arbejde, men endnu mere i hvordan han bruger sine enestående sproglige evner forskelligt fra bog til bog.
En ting fandt jeg hurtig ud af, han var umulig at pladsere i en bestemt bås, eller med en bestemt holdning, selv om mange prøver. Der ligger så utrolige mange lag i hans digtning og dermed også i hans liv, er det ikke en af grundende til at han stadig fasinerer os så meget

Nej jeg er fuld af beundring over dem som giver sig i kast med at analysere Hamsuns romaner, jeg syntes det må være utrolig svært, da han er en mester i at være mangetydet. Jeg kan altid få øje på endnu en dimension der ligger bag, som viser spor der kunne lokke en i en hel anden retning.
Hvis man tror man har forstået ham, da viser han os pludselig en hel anden indgangsvinkel, eller endnu bedre; som jeg læste engang, når man tror at nu har man fattet ham, er han gået forbi.
Jo .. Hamsuns kunst er evig ung og genial.
For mig er der aldrig snak om at forsvare eller angribe, bare at møde Hamsun med helt åbent sind.

I en bog om Astrid Lindgren af Margaretha Strömstadt fra 1978 står der følgende at læse.
"Min ungdoms store sus" var Hamsun. Jeg kan huske at jeg sad under et blomstrende træ ved Engelbrektskirken en forårsdag og læste "Sult". Vist nok den største læseoplevelse jeg nogensinde har haft. Jeg var ung, ensom og fattig og var netop kommet fra landet og kendte absolut ikke et menneske i Stockholm og det var kun i kraft af bøger jeg kom igennem dagene. Alt samlet sig i en eneste intensiv lykkefølelse over bogen en samhørighed med den unge Hamsun. Måske var Pipi Langstrømpe aldrig blevet så stor en løgnhals hvis Hamsun ikke havde siddet på en bænk og løjet så det stod efter om den vidunderlige Happolati for en forsagt halvblind gammel mand, som slår sig ned ved siden af ham"
Flere andre steder i bogen nævnes Lindgrens fryd ved Hamsun.

Er det ikke sådan, nogle enkle ord fæster sig stærkere end andre bla disse skrevet af Eleonora Pankratova, i sin anmeldelse af Martin Nags bog Geniet Knut Hamsun – en norsk Dostojevskij fra 1998.
"Hamsun forandrer menneskers skjebne. Både i ham selv og i hans livshistorie er det noe medrivende, noe suggestivt. En gang jeg ble fascinert av noe min far sa, - han var kaptein i utenriksfart (etter sin legning et europeisk menneske og meget belest): Far opplyste meg om at Hamsun, forfatteren til rystende bøker om kjærlighet, hadde samarbeidet med fascistene. Disse to kjensgjerninger utgjorde da også for meg gåten Hamsun – og avgjorde min yrkesmessige skjebne.
Og nå, mange år senere, gir jeg privatundervisning i norsk til ei jente, en student som begynte å lære seg norsk fordi hun var fascinert av Hamsuns romaner. (Og hun bestemte seg for å skrive en avhandling om ham!)"

Og Hamsun fortsætter at forandre menneskers skæbner, det fik jeg et tydelig bevis på under min rejse til Georgien her i maj, hvor jeg var gæst ved Hamsun selskapet der.
Hamsuns ord fra "I Eventyrland" kom bogstavelig flyvende ind i sindet på mig da jeg steg ud af flyet:
"Nu ser vi Tbilis langt borte, som prikker, som en særskilt Verden. Ovenover Byen hviler en Taage af Røg. Dette er da Tbilis, som saa mange mange russiske Digtere har skrevet om og hvor saa meget i den russiske Roman har foregaat. Jeg blir et Øjeblik ganske som en Ungdom og ser forundret frem og hører mit Hjerte banke. Jeg har den samme Fornemmelse som den første Gang jeg skulde høre Georg Brandes holde Foredrag"
Jeg er blevet mødt med de mest elskede og varme ord omkring Hamsun, i mine møder med flere af Georgiens dygtigste digtere og kunstnere, fælles for dem var at de var dybt fascineret af mennesket Hamsun og hans digtning, en af deres dygtigste malere Edmund Kalandadze, fortalte at Hamsun havde inspireret ham til at blive maler, nej han malede ikke Hamsun direkte, men han befandt sig i hvert eneste billede. Han var dybt berørt over mennesket Hamsun "som elskede mennesker så højt at han ikke kunne tåle at høre det gik mennesker dårligt", Edmund havde tårer i øjnene flere gange medens han fortalte om sin fascination af Hamsun.
Aldrig vil jeg glemme en utrolig spændende samtale over vodka og chokolade med den berømte digter Otar Chiladze, der nu er foreslået til Nobelprisen for anden gang, han og hans bror Tamaz, der også er digter, er begge store beundere af Hamsun.
En anden berømt maler og digter Elgudsha Berdsenischwili, skrev i sin dedikation i det katalog han gav mig bla. "Vi elsker Hamsun og det betyder at vi elsker livet og mennesker."
Og hvis i spørger, kender de historien om Hamsuns liv!! ja det gør de, det forandrer for dem ikke en smule af deres opfattelse af Hamsun.
Formanden for Hamsun selskapet Olga, ja hvordan beskrive et menneske der nu i tre år, "ikke har oplevet en dag hvor Hamsun ikke har været tilstede" der bevæget kyssede den kuvert med Hamsuns skrift jeg havde med, der med glæde i blikket viste os floden Kura, og henviser med fryd til Hamsuns beskrivelse i bogen I Eventyrland " Vand fra floden Kur. Og det var det galeste af alt. For den som engang har drukket af floden Kur, vil altid længes tilbage til Kaukasien.."
Olga, der netop har færdiggjort en film om Hamsun, der arbejdes flittigt med at få oversat Hamsuns romaner til Georgisk, lige for tiden er Dronning Tamara i arbejde, den bog der sammen med I Eventyrland, har en hel speciel plads i deres hjerter.
Nej vi drak ikke af floden Kur, det ville vist have været temmelig sundhedsfarligt, men skålede i stedet i Dronning Tamara champagne og lovede at vende tilbage til Eventyrlandet igen.
Kommer man ind i den Hamsunske verden støder man jo hurtig på navnet Marie, først stod hun lidt bleg i skyggen af den imponerende Hamsun, men efterhånden trådte hun mere og mere frem i min bevisthed, jeg begyndte at læse mere af og om hende. Marie har jo ikke bare skrevet de populære børnebøger, et par digtsamlinger og de to erindringsbøger, i min samling har jeg flere gode noveller og artikler fra hendes hånd.
"Knappenålen" - "Paa julehandel" - "Landsbybørnenes jul" - "Plakaten" - "Fattig fugl" - "Speiderne" - "Julegutten" alt sammen titler der vidner om en alsidighed og glæde ved at skrive.
Frem voksede også et billede af en klog kvinde der forstod utrolig meget af det komplicerede menneske Knut Hamsun hun var gift med.
Kan det siges smukkere end med disse ord fra Marie!
"Fremmede - ofte fra utlandet, ja fra fjerne himmelstrøk - som mente å ha lovlig ærend til Nørholm, kom ikke uten videre lenger enn til haveporten.
Denne låste porten, hva kunne den bety annet enn menneskeskyhet, menneskeforakt?
Den som kjente ham visste bedre. Men en kunne jo ikke henge på porten en plakat der det sto: Undskyld, men her bor der en mann som tilgir alle, fordi han forstår alle - og ikke har nerver til å ta dere i hånden."
De ord har i den grad prentet sig ind i mit sind.
I en kronik i Morgenbladet skrevet af Marie Hamsun fra 1962, holder jeg specielt meget af dette lille afsnit.
"Sesongen hvivler omkring oss, vi hvivler med, tyngere er vi ikke. Det som blir stående i hvirvlen er at han ble støv og aske, upåaktet som et fattiglem i åndens verden, nu hver sommer tar imot en internasjonal hyldest fra sin grav under gullregnen. Mange av de besøkende er vel ordinære turister, som tar med seg eventuelle severdigheter langs ruten. Men mange er Hamsun elskere. Andre Diktere har beundere, Hamsun har elskere. Han var natur. Som en dyp skog er det, en fjelltinne, et glitrende havspeil. Hans skjebne var naturbestemt, av egen og andres. Og hans verk, er det ikke som en stor bibel hvor hvert enkelt menneske kan dukke ned og finne noe for seg! En tilflukt - . Derfor kommer det også idag en og anden pilgrim til Nørholm, for å gå en liten stund i hans fotefar."
Mange gange er jeg standset op i min læsning af Maries ord, jo hun forstod nok !!!!!
Maries Børnebøger, der har været kendt og elsket af et utal af børn, også i udlandet, har jeg ikke læst, men måske en dag! derimod har jeg med glæde ofte læst i hendes to digtsamlinger Vintergrønt og Smaadikte. Jeg ved ikke rigtig, jeg kan slet ikke stå for budskabet i dette digt.
NYE SMÅVERS
En stor poet har bøid sig ned engang
og lyttet til de små og enkle klanger
fra mine hjemmegjorte vers og sanger.

Han lod en hilsen dale fra sitt sted:
Hold dem hjemme der de har til huse,
melk Deres Kjyr istedet for min muse!

Det var jo åndrikt sagt naturligvis.
Skjønt sett som spark så traff det litt ved siden,
men jeg har husket det i mellemtiden.

Han tror for meget. Det er overtro.
Den dragspilltakt i verset, vi lot bruse,
den fik jeg - som han selv - fra Kiplings muse...

Men ikke bare Marie dukker op i kølvandet af min Hamsun interesse, Tores dejlige bøger, artikler og arbejder, er for mig en guldgrube at dykke ned i.
Enkelte sætninger bliver ligesom ved med at bevæge sig rundt i mit sind. Bl a. denne......
"Men denne følelse av identifikasjon som jeg hadde begynt å gli inn i, mot et alter ego, skræmte mig også. Og jeg fant motstræbende ut at jeg ikke mer ville forske i det liv Nagel hadde levet, i hans splittede sinn og i det han måtte ha gjort seg skyldig i.
Sa jeg forske? Det var jo ikke det jeg hadde gjort. Hamsun hadde bare tatt meg ved hånden og ført meg inn i en diktet verden, som jeg kom så nær at jeg følte den nærmet seg min egen."
Disse eftertænksommer ord er fra bogen, - "Rhapsody in Blue" skrevet af Tore Hamsun.

Men der dukker også en anden skikkelse frem fra Nørholmskovens dybe skygger, nemlig Arild Hamsun.

VÅR
"Ditt kinn er så blekt på puten
og blikket er feberblankt.
Hvad ser dine øine som ser så langt
mot våren der utenfor ruten?
Ingebjørg - alt i våren
åbnes mot livet nu.
Ingebjørg - ingen ser det
smertende klart som du."

Der er 5 smukke vers mere.
Dette digt samt mange flere er at finde i de to digtsamlinger Arild fik udgivet i 1941 og 43.
I en bog med ni noveller af Arild Hamsun i 1976 ender en af novellerne med denne eftertænksomme tekst!
Efter dommen rusler Hamsun rundt på Nørholm, går sine ture, lægger sine kabaler snakker med gårdens folk men allerhelst med sine børnebørn.
"En dag hadde bestefar en prat med lille Leif om hva han ville bli når han ble stor. Leif visste ikke riktig. Om han ville blive offiser,
kanskje? spurte bestefar. Nei, Leif trodde ikke det. Jo det skulle du bli, sa bestefar, så kunne du være med og forsvare Norge som offiser.
Sa Knut Hamsun, men dennegang uten noen form for bitterhet eller ironi."!!!!!!!

Nej, da Hamsun udtalte at om 100 år er alting glemt, kom bestemt ikke til at stemme, men lur mig om han ikke selv inderst inde viste: Mine bøger lever! og er et stadig vidnesbyrd, om et geni, der i den grad stadig kan fascinere os med sine ord og meninger.

En ting er sikkert, den der tror, nu kan der da ikke skrives mere nyt om Hamsun tager fejl, jo Hamsun er til alle tider stadig god for endnu en hed debat. Gåden Knut Hamsun lader sig ikke sådan løse.

Hvad jeg ikke har taget med i mit referat er de eksempler jeg gav om min kontakt og arbejde med at besvare spørgsmål fra folk der skriver til mig, et spændende og interesant arbejde. I mine mapper lyser navnene imod mig fra et utal af lande, Spanien Rusland, Canada, USA, Ukraine, Schweiz, Sverige, Østrig, Holland, Norge, Sverige Danmark osv, utallige breve, mailer, artikler, bøger, vidioer og CDer er afsendt herfra, samt oplysninger om hoteller og andet der har mindre med Hamsun at gøre!

Hedvig Rasmussen.


© Kirsten Hedvig Rasmussen www.hamsun.at