Georgien 14 - 24 maj 2005

Velkommen til "Eventyrlandet" stod der i indbydelsen fra Hamsun - selskabet i Georgien, landet der efterlod sig varige spor hos Hamsun og hvad der er nok så facinerende, Hamsun har efterladt sig dybe spor i Georgien.

Allerede da vi hørte at der var stiftet et Hamsun-selskab ovre i det for os eksotiske land i 2003, der kunne fremvise omkring 100 medlemmer, blev min nysgerrighed vagt, hvad fik dem til at elske Hamsun så dybt at der blev stiftet et selskab!!

En reise til Georgia, landet der den legendariske dronning Tamara herskede fra 1184 til 1212, i landets storhedstid. Her i bjerglandet i det sydlige Kaukasus skrev Sjotha Rhustveli sit store helteepos Manden i tigerskindet, også det hører storhetstiden til. Nesten 700 år senere ble et andet hovedverk til: Vazja Psjaveli skildring af bjergfolkenes liv og særpregede mytologi.

Georgien ligger sydlig i Kaukasus, dvs mellom bjergene i nord med grænse op til Rusland, Tyrkiet og Armenien i syd, Sortehavet i vest og Azerbadjan i øst. Befolkningen er en del blandet. Den gruppen som kaldes for georgiere er størst, men der er stærke etniske minoriteter, flest armeniere, men også abkaser, osseter, ukrainere russere og grækere. Sproget tilhører den sydlige gruppe av kaukasiske sprog sammen med bl. a. mingrelsk og lazisk. Landet har ca 5 mill. indbyggere og er enormt stor hvis det blev glattet ud af et strygejern som de selv spøgefuld sagde. Men det er altså på 69.700 km2 bjergrigt landskab. Landet har haft en lidt omtumlet tilværelse siden opløsningen af Sovjet. men en "rosenrevolution" i 2004 bragte den nuværende Præsident Mikhail Saakashvili til magten.

Min første kontakt med Olga deres dynamiske formand for Hamsun-selskabet var via et spørgsmål om digtet "Solens søn" og derefter var kontakten der fra første brev, snart glødede vorers Pc med spørgsmål, artikler, bøger, fotos og alt muligt der havde med Hamsun at gøre. deres ønsker om "I Æventyrland" og Dronning Tamara" i en førsteudgave kunne jeg snart opfylde, ja ingen af dem kunne læse norsk, men bare tanken om at have Hamsuns egne ord foran sig, forstod jeg snart var var noget helt specielt for dem.

Jo et venskab opstod snart gennem vores PC rude, begge forsøgte vi via engelsk at formidle vores kærlighed til Knut Hamsuns digtning og jeg begyndte at få en anelse om hvad han betød for dem i det for os så fremmede land.

Hvad var der med dette land, som rejste en så stærk trang i mig til at rejse dertil! Ja spørgsmålet er vel begrundet og jeg skal forsøge at give et præcist svar: Det var min facination af Knut Hamsun, jeg var dybt grebet af hans skildrig af sin rejse. Det var et land jeg måtte se og opleve og jeg var helt sikker på at der var en hel del mennesker i dette land, som ville åbne nye veje for mig ind til Knut Hamsuns digtning.

Men hvordan er det egentlig gået til at Hamsuns navn er blevet uløselig knyttet til Georgien? Vi skal mange år tilbage, til 1898, da tager Hamsun ud på en lang rejse sammen med sin første kone Bergljot.

Her modtog Knut Hamsun sterke indtryk, som vi kan læse i boken "I Æventyrland", oplevet og drømt i Kaukasien, udgivet i 1903. Boken afsluttes med en kærlighedserklæring:

"Det er ud på Eftermiddagen. Jeg sidder her ved det aabne Vindu og ser nøgne Mænd som rider heste tilvands i Sortehavet. Deres Kroppe er mørke mod den blaa Sjø. Og Solen skinner endnu paa Ruinerne af Tamaras Borg som rejser sig op af den lodne Skog. Imorgen drager vi igen til Baku og siden videre mod Østen. Saa vi er snart ude af dette Land. Men jeg vil altid længes tilbage hertil. Ti jeg har drukket af Floden Kur."

Fuld af forventning satte vi kursen mod Eventyrlandet, til et fremmed land og til fremmede mennesker. Forventningene var store, vi vidste at vi var hjertelig velkommen, også vore dages e-postmeldinger kan formidle hjertevarme, gæstfrihed og storhed. De første indtryk da vi landet kl 5 om morgenen drejde seg bare i glimt om regnen som gjorde seg rigelig gældende, men derimod om den øjeblikkelige nære kontakt med Olga Zhgenti og hennes søster Keti. De var vores ledsagere og trofaste støtter under hele opholdet. Og vi fik begge en eiendommelig intens følelse af nærhet til Knut Hamsun, vi kente jo hans ord om Tiblis, i alle fald dukket de øjeblikkelig opp for meg da vi gjennom morgendisen så bjergbyen Tiblis:

"Nu ser vi Tbilis langt borte, som prikker, som en særskilt Verden. Ovenover Byen hviler en Taage af Røg. Dette er da Tbilis, som saa mange mange russiske Digtere har skrevet om og hvor saa meget i den russiske Roman har foregaat. Jeg blir et Øjeblik ganske som en Ungdom og ser forundret frem og hører mit Hjerte banke. Jeg har den samme Fornemmelse som den første Gang jeg skulde høre Georg Brandes holde Foredrag"

Vi blev instaleret privat hos en meget venlig familie, hvor vi fik nogle timers tiltrængt søvn, og da vi havde fået nogle timers søvn var vi rede til en omvisning i Nasjonalmuseet og senere til et møte med Hotell London og Grand hotell. Underlig og spændende at tænke på at vi nu skulle se stedene Hamsun har beskrevet. Undervejs til Nationalmuseet strømmede det ind på os med indtryk. Byen Tiblis som på Hamsuns tid hadde 160 000 innbyggere , nå 1,3 millioner, er preget av en rent ud sagt utrolig blanding af gammelt og nyt. I udkantene af byen kan vi se moderne højhuse, ja de præger også bybilledet flere steder, overalt blander bybilledet sig med masser af træer og en del parker. Og trafikken, ja den er et kapitel for sig. Bilene er som andre steder af forskellige mærker, mange havde ikke klaret at gå gennem synet her til lands, med undtagelser af enkelte meget fine, dyre og velholdte, der tages ingen smålige hensyn til buler, rust eller en eller anden revnet bilrude. Bilene går og trafikken flyder, selv om en del af vejene ikke lader seg beskrive med helt hensynsfulle ord. Det slog mig at man nok må være opvokset i byen for i det hele taget at driste sig ud i bil i sentrum af Tiblis, trafikken blev afviklet med en elegance og sikkerhed som vi ikke kunne undgå at blive imponeret af. Vejen til Nationalmuseet gik langs hovedgaden og dermed også langs elven Kura. Denne vores første af utallige ture i en af byens mange taxaer, gav os allerede et mangfoldighed af indtryk - af parlamentet, operaen, balletteateret, tre almindelige teaterbygninger, og et pantomimeteater. Det var imponerende i seg selv, men spredt i andre deler av byen lå en mangfoldighed af museer og teatre som samlet fortalte om kulturelle traditioner af stor bredde og kraft. På snart sagt hvert gadehjørne fantes boder med aviser og tidskrifter, mange steder kunne man se boder med brugte bøger i store stabler, langs bredden af Kura så vi maleriutstillinger i et utal af stilarter. Det gav os ligesom et pust af storby, som at befinde sig i Paris. Med en anelse om allerede at have fornemmet meget af byen ankom vi til deres nationalmuseum. Den store bygning som tidligere havde været hotel, indeholdt en stor samling af georgisk kunst, malerier, smykker og skulptur og fremfor alt: en fremragende samling ikoner. Vores venlige, tysktalende omviser fortalte os også om dronning Tamara som selv om det snart er 800 år siden hendes død, fremdeles omtales med stor respekt og mindes med malerier i kirker og museer. Hendes regeringstid og landets udvikling gennem storhedstiden imponerede Knut Hamsun så stærkt at han skrev skuespillet "Dronning Tamara" udgivet samme år som "I Æventyrland." Når man ankommer til et fremmed land, en fremmed by og en fremmed kultur er der jo et utal af ting man kunne vælge at skrive om, mit valg er i sagens natur blevet at følge sporene efter Knut Hamsun.

Med spænding vandrede vi nu mod næste mål, nemlig det tidligere Hotel London, hvor Hamsun boede i 1899, det er nu private boliger, en mindeplade uden på huset fortæller om besøget. Huset var flot og velholdt udvendig, men Indvendig i trappeopgangen, kunne man nok få et indtrykk af fordums storhed, de store malerier med maritime motiver var der stadig. Men det var også tegn på forfald og manglende vedligeholdelse. Gelænderet havde bestemt ikke holdt til ret meget mere! Det var anderledes da Hamsun var der. Griber man fat i Hamsuns egen beskrivelse for 106 år siden kan man læse følgende:

"Mit eget Hotel, London, havde stjærne. Byen havde 160 Tusind Indbyggere hvoraf der var dobbelt saa mange Mænd som Kvinder. I Byen taltes 70 Sprog. Gennemsnitsvarmen om Sommeren var 21 og Gennemsnitskulden om Vinteren 1 Grad. Tiflis har staat under romersk, persisk og tyrkisk Overhøjhed og staar nu under russisk. Sit Opsving i den nyere Tid skylder Tiflis sin gunstige Stilling som Krydspunktet for Handelstrafikken fra det Kaspiske Hav og fra Sortehavet, fra de armeniske Højlande og fra Rusland over Kaukasusbjærgene. Byen har et storartet Museum, har Teater, Kunstsamling, botanisk Have."

I dag er her omkring 1,3 millioner indbyggere.

Overfor ligger parken stadig grøn og indbydende som en oase midt i trafikstrømmen som på Hamsuns tid, dog er menneskene vi nu møder moderne klædt og det myldrer også med kvinder! Hamsun beskrivelse lyder:

"Ligeoverfor Hotellet ligger en stor Park og jeg begiver mig ind i den, gaar tværs gennem den og kommer ud paa den anden Side. De fleste Folk jeg ser gaar i kaukasisk Dragt med Vaaben; nogle gaar ogsaa i europæisk Jakke og stiv Filthat; Officererne er i tsjerkessisk Uniform. Jeg ser næsten ingen Kvinder ude."

Keti viser nu vej, til huset over for "Hotel London" på huset det tidlige Grand hotel, der befinder der sig også en mindeplade der fortæller her boede Dagny Juel, forfatterinde og pianistinde, der boede i byen i 1901. Hun er mest kendt for sin betydning for Edvard Munch og den polske forfatter Stanislav Przybyszewski, som hun var gift med.

Dagny Juel blev skudt 33 år gammel af en ven af ægteparret, der derefter skød sig selv, Dagny Juel blev begravet i Tbilisi. To tidligere hoteller, to forskellige norske skæbner!.

Eftertænksomme stod vi lidt og summede byens liv ind igen, blev derefter atter hentet af vores flinke chauffør og kørte nu hen at hente Olga der havde været været sammen med folk fra russisk tv.

Køreturen gik til udkanten af byen, i en gammel restaureret mølle der lå ved floden Kura, og nu var en dejlig restaurant. Nesten overvældet af indtryk og overdådig beværtet med traditionsrige georgiske retter - ost i kolde og varme variationer, indbagt i brød, ristet kylling og ikke mindst georgisk vin som vi havde set frem til at smage - afsluttede vi dagen med en vidunderlig smuk konsert med det lokale symfoniorkester. En koncert givet i anledningen af 70 års fødselsdagen for stifteren af symfoniorkesteret, den afdøde Djansug Kakhidze, dirigeret af sønnen Vakhtang Kakhidze.

Dagens første oplevelse, en tur til den berømte Davidskirke der lå smukt oppe af en af bjergsiderne med udsigt ned over byen, med en vej så stejl at det var et under at vi kom op i bil. Regndisen fik det hele til at ligne et fortryllende felandskab, For første gang kom vi nu ind i en ortodoks kirke, smykket med et væld af ikoner og tændte lys. Keti gav os et lys, og efter lidt anvisning over, betydningen af ved hvilke ikon man satte lyset, blev mit sat hvor man mindes de afdøde. Der var en egen varm stemning derinde og mine tanker gik til min usynlige ledsager Hamsun, der skrev følgende:

"Men højt, højt over Byen er Davidsklostret. Det ligger paa det for Grusierne hellige Bjerg Mtatsminda. Ved Klostret staar Gribojedovs Gravmæle."

Kirkegården var meget smuk og speciel, her lå alle byens kendte kunstnere, komponister og berømte mænd, et bundet får græssede fredeligt ved siden af et af gravstederne, vi fik næsten fornemmelsen af at gå i en egen stille verden fjernt fra byens liv.

Olga blev nu hentet og Keti tog afsked med os. For os blev nogle af højdepunkterne kontakten med forskellige medlemmer af Hamsun-selskabet, bla. kunstneren Otar Djaparidze, en meget stor beundrer af Hamsun. Han boede nærmest i et museum, man kunne komme ret ind fra gaden og bese et par rum der var fyldt med faderens Ucha Djaparidze og hans egne billeder. Olga var tolk, ingen af de kunstnere vi traf talte andet end georgisk og russisk. og underlig nok, hver gang havde vi en fornemmelse af at forstå hinanden uden ord. Jeg vil aldrig glemme det bevægede øjeblik da han tog et elsket familieklenodie frem, der havde tilhørt hans onkel, nemlig et signeret foto af Knut Hamsun, hvor han i 1935 takker for det tilsendte venlige brev. Brevet til Hamsun var skrevet på tysk og startede sådan her: "Næsten hver dag går jeg forbi Hotel London, hvor de tilbragte et par dage under deres ophold i Tbilisi......"

Brevet slutter med disse smukke ord: " Lev vel, og lev længe store Hamsun, og til de milioner der holder af dem nu og til de millioner der de næste århundrede vil holde af dem, kan de også tilføje mit navn. den trofaste beunderer og ven i Georgien,med tålmodighed vil jeg vente på et livstegn på at de har modtaget mit brev og den tilsendte bog. USSR Kaukasus Tiflis. Gregor Djaparidze"

(bogen Hamsun fik tilsendt var af den georgiske digter Rustaveli) Som vi ved blev ønsket opfyldt og familien er ejer af en fin hilsen fra Hamsun, og hvad den betyder aner man bare ved at se den varsomme måde billedet bliver berørt, som et fint pust. Jeg anede nok at Hamsun havde sat sig spor hos folk i Georgien, men her begyndte jeg virkelig at ane dybden og hvor meget de forstod af det hamsunske sind. Hamsuns måde at skrive på gik ret ind. her er det digteren Hamsun der er i højsædet. Efter en tur i bil gennem byen der nu lyste op uden regn, fik vi flere glimt af en utrolig kontrasfyldt by, huse der tilsyneladende ser forfaldne ud er flotte indvendige eller det modsatte. Vi ankom nu til højhuset hvor Olga og Keti boede sammen med moderen Leila

Blev hjertlig modtaget af Leila, der beklagede at hun ikke kunne tale nogle af vores sprog, men med døtrene som oversættere fik vi en fin kontakt og stiftede kendskab til Leilas gode kogekunst. Ja vi spiste og snakkede så længe at vi i fuld fart kastede os ind i en tilkaldt taxa sammen med Olga for at opleve en koncert i musikkonservatoriet, tilegnet komponisten Giya Kancheli´s 70 års fødselsdag. En meget fin og god musikalsk oplevelse, vi fik lejlighed til at hilse på komponisten bagefter.

Det statlige museum stod nu for tur, der oplevede vi udover at se nogle fantastiske smykkefund, en sjældenhed, nemlig en rekonstruktion som viser hvordan forskerne mener at nogle af de første mennesker så ud. Baseret på et fund i Georgien, skeletrester som representerer det næst ældste spor af mennesker som er fundet, 1,8 millioner år gammel. Der er unægtelig nogle andre perspektiver på menneskets liv på jorden end hvad jeg lærte i skolen. Udenfor var det nu blevet varmt, så vi nød rigtig en slendretur op og ned af hovedgaden sugede alle indtrykkene til os, lydene lugtene, alt er fremmed, Jeg gætter forresten på at denne by har de flest taxaer i verden, de er overalt, og i en mængde der er helt utrolig.

I en af de utallige taxaer begav os nu ud i udkanten af byen til et af højhusene, hvor vi med forventning blev modtaget øvers oppe i ateliet og boligen til kunstneren Dimitri (Dima) Eristavi, også en stor beundrer af Hamsun, der straks kan fremvise nogle eksemplarer af Hamsuns bøger der ligger på et bord og tydelig viser tegn på at have været læst. Over kaffe og is, omgivet af alle hans smukke billeder, og en enorm flot udsigt, fik vi med Olgas hjælp en god snak med et spændende menneske, der med et kunstnerisk følsomt sind havde en utrolig indsigt i Hamsuns digtning, det viste sig at være karakteristisk for alle vi mødte, denne umiddelbare og intensive forståelse for de hamsunske ord. På mit spørgsmål om hvorfor de var så begejstret for en nordisk kunstner var svaret helt enkelt. Fordi han forstår os! Hamsuns ord har altså ikke mistet sin kraft ved at gennemgå to gange oversættelser! Fra russisk eller tysk til georgisk.

Det var knap nok tilfældig at nogle ord af Knut Hamsun meldte sig for mig, de er rigtignok ikke at finde i bogen "I Æventyrland" men skrevet i forbindelse med et besøg i Paris. At tænke sig at ham der var så norsk som nogen skrev.

"Jeg lever og føler mig ikke som nordmand mer, men som europeer. det er maaske en feil ved mig, men mit liv har været så mangefoldig skiftende."

Blev atter afhentet af Keti i en taxa, hvor turen nu gik til den gamle bydel, som den kaldes i dag, der ligger smukt med krogede rimelig velholdte gader. Her er et tydelig præg af at her mødes øst og vest. Forretningerne byder på alt lige fra smykker til tæpper, kirker ligger næsten side om side med den jødiske synagoge og en moske' ses også bagved, her er et umidelbart roligere præg end nede på hovedgaden.

Hamsun" er stadig min usynlige ledsager:

"Vi besaa byen uden Følge af den ordrappe Dørvagt og uden følge af nogen anden. Byen var alt andet end morsom; men der var en liden Krog af den som vi Gang efter Gang vendte tilbage til og aldrig blev træt af at se, det var det asiatiske kvarter"

Så forsvinder Hamsun ind i en bank:

"Jeg gaar alene op i Banken i Tbilisi for at ta Penge ud, og lover at være tilbage igen om en liden Stund. Men i Banken blir der svaret at det er for tidlig paa Morgenen, vedkommende Funktionær kommer ikke før Klokken ti; jeg maatte vente. jeg slænger da ud i Byen, ser paa Mennesker og indad Butiksvinduer og køber Fotografier. Her købte jeg blandt andreogsaa Emiren af Bokhara og hans Førsteminister paa samme Billede. Solen stiger hastigt og bliver hed, det er en skøn Morgen og i Parken synger Smaafuglene med kendte Toner."

Snart dykkede vi ind i endnu et museum, nemlig byens museum, det var indrettet i den bygning hvor karavanerne tidligere mødtes og handlede. Det var nu et historisk museum op til 1921. Uhyre interesant

Domkirken, en imponerende bygning, der er indviet til Sct. Nina, en helgen der har en stor betydning i Georgien, da det var hende der gjorde landet kristen i år 400. Ved siden af befandt præsteseminaret sig.

Vi slentrede videre ud i byen, op forbi moskeen op til den tidligere fæstning og fængsel, hvor der nu kun var resterne af muren tilbage og bagved dukkede der en kirke op, den var viet til St. Nicolai og var som de andre kirker vi har set et under af ikoner lys og små stille hjørner

Det var andre tider da Hamsun vandrede der: "Byen har ogsaa de grusiske Kongers Slot, men det bruges nu til Fængsel. Byen har endelig en Statue, det er af en russisk General."

Efter at have beundret den flotte udsigt gik turen til fods ned til byens travle liv. Byen er virkelig et facinerende broget virvar af gader og stræder, men intet overgår det mest spændende, mødet med andre mennesker.

Sammen med Olga var vi inviteret til at besøge kunstneren og billedhuggeren Irakli Ochiauri i hans atelie, et møde med en meget stor beundrer af Hamsun og en fantastisk personlighed. Han tog mig straks i hånden og spurgte via Olga: Hamsun er her i ateliet, kan i finde ham? sandelig om han ikke havde malet den unge Hamsun ind på en stor frise i væggen, det er jo ikke til at begribe, her sidder Hamsun altså i selskab med alle de nationale georgiske personligheder, hvor dybt deres kærlighe til Hamsun er her, jeg bliver lige forundderet og dybt rørt hver gang. Her hersker en kendskab til det specielle hamsunske sind, en forståelse der går langt ud over de kulturelle grænser, jeg fatter nu mere og mere af det hamsunske talent, nemlig evnen til at skrive med så ufattelige ord, at de går ret ind i hjertet og taler til dig personligt uanset hvor i verden du bor. Over kaffe, kage, is og jordbær fik vi os en meget aktiv diskution om Hamsun og verden, han var også en del inde på den politiske Hamsun, det eneste sted hvor det emne blev diskuteret. Men igen, her var der ikke tale om fordømmelse, forståelsen var altfavnende. I det lille katalog han gav os over sine billeder, skrev han følgende ord til os: "Med kærlighed og respekt for vores kærlighed til Hamsun."

Ny oplevelser venter hver dag. Atter engang kørte vi til den gamle bydel, over floden Kura der strømmer muntert afsted med sit gule vand! eller Mtkvari, som den hedder på georgisk! oppe fra en idylisk plads, skuede vi sammen med en stor rytterstatue af Tbilis grundlægger kong Vahktang Gorgasali ud over byen, der lå med floden som et brusende bånd der skar sig gennem byen: Hamsuns ord kom stille flydende til mig: "Vand fra floden Kur. Og det var det galeste af alt. For den som engang har drukket af floden Kur, vil altid længes tilbage til Kaukasien."

Vi fandt os nu bænket hos den kendte dirigent, folkemindesamler og korleder Anyor Erkomaishwili, og hustruen Lali, hvor vi var indbudt til at overvære en korprøve med hans berømte herrekor, det var en oplevelse så stor at det var lige så hårene rejste sig på hovedet af fryd. Bagefter fik vi te, kage, is, jordbær hvidvin og likør og en munter snak. I det hjem var det Lali der var mest hjemme i Knut Hamsun, de har ikke bare læst hans bøger, de kender også hele hans livs historie.

Efter en vandring med intense sanseoplevelser, satte vi os atter ind i en taxa og kørte gennem den tætte, facinerende trafik op til Olga og Ketis mor Leila, hvor vi tilbragte resten af dagen i selskab med den gæstfri familie, snakkede, så billeder, talte om Hamsun, ja om alt muligt, samt så deres afdøde far og mands mest berømte film. "Soldatens far" Suliko Zghenti var en meget berømt filmmanuskriftforfatter.

Jo mere jeg læser i Hamsuns fabulerende værk "I Æventyrland" jo mere fascineret bliver jeg af hvordan han med sin til tider blide, men også drillende eller kritiske pen magter at lade fantasien blusse op og forene sig med virkelige hændelser. Vi lader os villig forføre, vi sluger det hele og bliver med på hans rejse! At jeg nu med selvsyn har set ud over de samme bjerge, de samme kirker, ruiner og sikkert også huse, gør turen til Georgien til en utrolig oplevelse.

Det flotte friluftmuseum stod nu for tur. Blev budt velkommen ved indgangen af direktøren og fik visedirektøren Baldri Suladze Etnograf, historiker og digter i fritiden, som guide. I et par timer blev vi nu ført rundt i det smukke naturområde hvor huse fra dele af Georgien er genopbygget, de fleste af de huse vi så, var fra vest Georgien fra det 17 - 1800 århundrede. En uhyre interesant rundvisning, der gjorde os lidt klogere på mange ting, lidt fantastisk at se en ruin af en kirke fra det 6 århundrede, da var kristendommen endnu et ukendt begreb på vores hjemlige bredegrader. Interesant var også gravsten der var formet som dyr.

En stor oplevelse ventede nu på os, vi var nemlig inviteret på besøg hos to digtere, de boede også i et af højhusene. Aldrig vil vi glemme den utrolig spændende samtale over vodka og chokolade med den berømte digter Otar Chiladze, der nu er foreslået til Nobelprisen for anden gang, han og hans bror Tamaz, der også er digter, er begge meget varme Hamsun beundere. Det var som flød vi ind i en verden af varme og venlige ord, alt formidlet via Olga der oversatte og videregav deres beundring for Hamsun, der blev flittigt skålet og udbragt mange kloge ord, jeg sad med en utrolig varm følelse inde i mig, ved lyden af ord om Hamsun, som jeg syntes jeg forstod inden de nåede mig via Olgas oversættelse. Vi gik derfra som i en rus, og det var ikke på grund af de to små vodkaer jeg havde drukket.

Ballet premiere stod der nu på programmet, tiden var løbet fra os, ingen tid til omklædning eller sminke. En taxa bragte os til deres flotte opera og ballet teater, hvor George Balanchine stod på programmet. sammen med et stopfuld teater, Præsident Saakashvili med familie var der ogå, nød vi alle en førsteklasses ballet aften. George Balanchine var forøvrigt født i Georgien under navnet George Balanchivadze.

En udstilling af den berømte maler Edmund Gabriel Kanandadze ventede nu på os, sammen med Keti tilbragte vi en spændende time med at se og diskutere de meget smukke billeder, farverne ligesom lyste ud mod os. Bagefter var vi sammen med Olga inviteret ud i ateliet til Edmund, han boede også i kunstnerhøjhuset! Vi blev budt noget så hjertlig velkommen hos Edmund og datteren Tsira, der nu kunne afløse Olga med at oversætte, hun snakkede udmærket engelsk. Det blev en uforglemmelig oplevelse. Atter engang traf vi en kunstner der havde elsket Hamsun hele sit liv, en hånd greb ned bag en række af billeder og frem kom nogle Hamsun- bøger. Over Edmunds hjemmelavede vin og det efterhånden kendte indbagte georgiske brød, gik snakken nu livligt først og fremmest om Hamsun.

Min egen kendskab til Hamsun bliver hver dag udviet, her hos Edmund så jeg lysende klart, Hamsun ord bliver til billeder, det er ikke nemt at forklare, men vi bliver hver dag helt opløftet over de beskrivelser og følelser vi ser, når Hamsun bliver nævnt. Edmund fortalte at Hamsun havde inspireret ham til at blive maler, nej han malede ikke Hamsun direkte, men han slog ud med hånden og pegede på sine malerier. Hamsun befandt sig i hvert eneste billede han havde malet siden sin ungdom. Han var dybt berørt over mennesket Hamsun. "som elskede mennesker så højt at han ikke kunne tåle at høre det gik mennesker dårligt",

Edmund havde tårer i øjnene flere gange medens han fortalte om sin fascination af Hamsun.

Efter den oplevelse begav vi os atter i taxa ud i den forrygende trafik, hjem til Keti og Leila der havde et måltid mad parat til os, over en god kop te fik vi rigtig snakket med Olga om alle vores oplevelser.

Olga, der ved siden af at ordne op omkring os, har arbejdet intenst med færdiggørelsen af sin Hamsun film, som hun håber at kunne vise i Norge. Olga, ja hvordan beskrive et menneske der nu i tre år, "ikke har oplevet en dag hvor Hamsun ikke har været tilstede" der bevæget kyssede den kuvert med Hamsuns skrift, jeg havde med som gave. Olga, kunsthistoriker med film som speciale, dette varmhjertede menneske, der har som mål at Hamsun-selskabet får rettighederne til at oversætte alle Hamsuns romaner til Georgisk. Keti, som er journalist, dette rolige, venlige, vidende og dejlige menneske, og ikke mindst deres mor Leila som vi ikke kan snakke direkte med, men forståelser var der ud over sprogvanskeligheder. Olgas far Suliko Zhgenti (1925-2000) var en kendt filmmanuskriptforfatter til mere end 20 film, bla den prisbelønnede "Soldatens far"

Aftenen blev tilbragt hos en anden helt speciel berømt maler og digter Elgudsha Berdsenischwili, der boede midt inde i byen i en lejlighed, sammen med sin kone Natalia. Over tyrkisk kaffe, kage, saft og jordbær, fik vi en intens og interesant samtale om Hamsun. Olga fortalte med et glimt i øjet at Edmund og Elgudsha kappes om hvem af dem der elskede Hamsun højest!

Natalia var en varmhjertet perfekt tysktalende dame, så der slap Olga for at oversætte. Natalia er ved at oversætte Dronning Tamara fra den tyske førsteudgave, de havde desværre ingen der kunne klare oversættelsen fra norsk.

Elgudsha, en farverig og herlig personlighed sad længe og grublede over hvilke ord han skulle skrive til os i det katalog vi fik af ham, følgende ord lyste da mod os!

"Vi elsker Hamsun og det betyder at vi elsker livet og mennesker."

Aldrig er jeg blevet mødt med så mange elskede og varme ord omkring Hamsun, jeg er jo i forvejen dybt begravet i min facination for Hamsun, men ved at møde ham i Georgien er den bare blevet endnu større.

Vejret er atter flot og i dag er der udflugt på programmet. Blev hentet af Keti i en slags privat taxa, nu gik det i normal fart ud af byen, ca en halv time i retning nord af den rute Hamsun er kommet. Første stop var en kirke Tvari, der lå og skuede ud over landskabet oppe fra en bjergtop, ikke ret stor, men et yndet mål for folk, også som bryllupskirke fik vi at vide. Den var fyldt med familier i alle aldre. Dybt nede under os snoede vejen sig op gennem Kaukasus bjergene og fortsætter ind i Rusland, her kom Hamsun altså kørende for 106 år siden, hans øjne er bestemt også faldet på denne iøjnefaldende kirke her på toppen af bjerget. Byen Mtskheta lå nede i dalen, ligesom ventende på os.

En bygning var ikke til at overse nemlig den flotte gamle kirke fra det XI århundrede. Svetiskhoveli katedralen. At der er så imponerende en kirke her, skyldes at byen var hovedstad engang før Tiblis. De var ejer af et kosbart relikvie.

Inde i kirken er der et stenmausoleum fra det 5.århundrede. I følge sagnet blev her en kvinde begravet, som i sin dødsstund klamrede sig til Jesu kjortel. Ingen kunne vrisse den fra hendes favn, så den fulgte hende i graven.

Her var utrolig mange mennesker, vi følte os lidt som fremmede men velkomne fugle.

Nu havde sulten meldt sig, så på en dejlig restaurant ved bredden af floden Aragui der løber ud i Kura længere inde mod Tiflis, fik vi nu et lifligt måltid med gode georgiske specialiteter, før turen gik tilbage til byen. Landskabet er flot og vi kikker med store nysgerrige øjne. Det samme gjorde Hamsun:

Paa ryddede smaaflækker dyrkes Majs, Vin og alle Frugter, alt staar og syder og vokser og modnes paa Stilken, her dufter af Æbler. Vi har set ind i dette velsignede Land uden Mage; her er saa vakkert og rigt, og vi har set det! Maanen er oppe allerede før Solen gaar ned, Stjærner bryder frem i Driver ogsaa her og Toget svømmer ind i et Sølvhav over Jorden.

Vi kan nu ikke se stort andet end Linjer men Linjerne er fine. Her er Aaser og Bakker og Dale, Silhuetter af Bjærge. Et Baal i en og anden Lamdsby blir som Blod i det hvide Lys. Og stadig er Aftenen og Natten klinkstille og Varm"

Efter lidt afslapning hjemme ved vores værter blev vi hentet af Olga og to af hendes venner, en TV producer Irma og en filmproducent Zakarias, vi kørte til den gamle bydel hvor vi tilbragte en hyggelig stund med god snak, ja også om Hamsun, han er altid med!! nej vi drak ikke Vodka eller vin men te og kaffe. Atter en god dag var til ende.

Sidste dag før afrejsen, da skulle vi se noget mere af landet var deres bud. Keti ankom i naboens bil med privatchaufføren Hamlet. Ud af den kendte vej mod Kaukasun bjergene og retning Rusland, gik det nu, i god fart. Hele tiden er der noget nyt og spændende at se, ikke bare en fantastisk natur og anderledes bygninger, nej her kom vi om ved store fåreflokke, med hyrder på heste og muldyr med oppakninger, flokke med køer, og grise der gik og rodede i jorden helt frit gående inde i landsbyerne. Folk der i ophøjet ro sad under træer og kikkede på os der kørte forbi, de så ud til at have uanet af tid. Første stop var ved en flot gammel kirke Ananuri, et sted som Hamsun nævner han kører forbi i fuld fart. kirken lå idylisk ned til en sø, med kvækkende frøer, hvad sker da, ja ingen katastrofe, men vores foroapperat strejkede.

Men kirker og andet ses jo ikke gennem en fotolince, de er bare gode at have som erindringer, og i Georgien, ja jeg har aldrig været i et land hvor der i den grad var fravær af postkort, men da de har få turister, da passer det vel sammen!Videre gik det ud i bjergene, sneklædte toppe viste sig nu for os, og et landskab så smukt viste sig for vores øjne. Vi kørte på militærvejen som den hed, så enkelte andre biler, men var det meste af tiden alene, omgivet af det intense landskab, Kaukasus! Vejen er utrolig velholdt og god at køre på. Vi vendte i byen Gudauri, vi befinder os nu temmelig højt oppe, det er nu et skisportsted om vinteren, og her om sommeren med et temmelig forladt præg over sig. Hamsuns ord kommer til mig da vi kikker ned over de stejle bjergsider:

"Nedad gaar det, bestandig nedad. Afgrundene blir end forfærdeligere, vi slynger os ned gennem Bjærgkløfte i Zigzag. Veien er ofte raset ud og burnusklædte Mænd gaar og reparerer den. Karnej er ikke videre opmærksom, han lader Hestene snuble lidt mer end nødvendigt fordi han selv oppe fra sit høje Sæde synes om at glo ned i Dybet. Saaledes passerer vi stationen Gudaur."

Vi vendte i byen Gudauri, et af de højeste punkter, nu et skisportsted om vinteren, men nu med et temmelig forladt præg over sig. Det blev en dag fyldt med pragtfuld natur, inden vi nåede Tiblis spiste vi på en hyggelig restaurant hvor vi atter sad udendørs og nød den perfekte luft og varme, samt georgiske specialiteter.

Hjemme i Tiblis sagde vi nu farvel til Keti og lidt efter kom Olga der havde arangeret noget helt specielt for os! et besøg i en træningstime hos en berømt danseinstruktør der arbejder med en børnefolklore gruppe, der skal vøre professionelle. Du verden hvor var de dygtige og hurtige, en fornøjelse uden lige. Der var sat to polstrede stole frem til os midt imellem rækken af træstolene, der blev vi pladseret og børnene klappede af os både da vi kom og da vi gik igen.

Olga og et andrepar stykker, var også derinde under prøverne, men alle mødrene sad i parken udenfor og ventede på deres poder, jo jeg skal love for der var talent og iver for alle pengene.

Den sidste aften, der naturligvis sluttede hos Olga, Keti og Leila, foruden deres store gæstfrihed, overøste de os nu med gaver. Der blev pakket og taget hjertlig afsked også med den venlige Familie Uznadze hvor vi havde boet. Vi forlod landet med mange nye tanker om en Hamsun der har formået at sætte sig varige spor i Georgien

Nej vi drak ikke af floden Kur, det ville vist have været temmelig sundhedsfarligt, men skålede i stedet i Dronning Tamara champagne den sidste aften og lovede at vende tilbage til Eventyrlandet igen.

Hedvig Rasmussen

(Alle sitaterne fra Hamsuns "I Eventyrland er fra førsteudgaven fra 1903)


© Kirsten Hedvig Rasmussen www.hamsun.at